Anmeldelseskavalkade #4 -Scarpetta

Undskyld den kæmpe forsinkelse. Men sådan gik det jo.
Lørdag aften i dining-ugen var søde-mand og jeg jo ude og spise med vennepar.

Jep, på Scarpetta, Islands Brygge. Har været der før til julefrokost med arbejde.
Måske kan I se hvad der står, men hvis ikke kommer der dårligt belyste billeder her:

Forret: Grillede blæksprutter. Med noget bitter salat, smattet-bagt aubergine og rødbede. Det smagte faktisk rigtig godt. Måske havde de glemt at komme lidt olivenolie på salaten. Og det der "grillet blæksprutte". Der var 3 små strimler. Sådan 5x1x1 cm. Max. Det er altså meget, meget lidt blæksprutte når det er det der skal være det bærende i retten. Men okay. Det smagte godt.

Efter forretten var der surprise-gave-fra-køkkenet-mellemret. Virkelig fint. Kan godt lide at blive fedtet for. Det var en åben ravioli med varm, sød graskarmos indeni, noget knas og frisk, sprød graskar ovenpå og friterede salvieblade til sidst. Virkelig dejligt.

Hovedretten var noget brassieret svinebryst med risotto, grønkår og det der ligner en orm på billedet er hjemmelavet flæskesværd. Lad os starte med den. De havde desværre skåret al fedtet af og undladt at salte den, så den var ikke helt så fantastisk som flæskesværd normalt kan være. Grønkålen var heller ikke det store. Måske havde de dampet den, men den var i hvertfald slatten og sej. Og jeg kan ellers virkelig godt lide grønkål. Men det gjorde heldigvis ikke noget, for svinebrystet var rigtig dejligt. Helt mørk og trævlet-på-den-gode-måde med passende mængde fedt. Og risottoen var blød, tung og cremet.

Desserten kalder de blodappelsin og marmorkage. Well, hardly. Marmorkagen er den flage der er lagt kækt over isen. Den smagte ikke rigtig af noget. Blodappelsinfiletterne er der da, men det er mascarpone-isen og marengs-toppene med peber der bærer retten. Det smagte dejligt, til gengæld. Måske kunne de godt have givet den lidt mere gas med blodappelsinen, for det var en meget tung dessert.
Alle retterne blev præsenteret, der var opmærksomme tjenere og man blev tilbudt vinmenu eller glas i højere grad end andre dining-week-steder hvor det var mere "Hva ska I ha?!". At de ville have 20 kroner for en lille bitte karaffel postevand når de maglede at give os en pellegrino springer vi let over.
Men hey, generelt: Hvad sker der for den afsindigt små vandglas de københavnske restaurenter holder sig. Lidt svært at slukke tørsten i glas der måske kan indeholde en deciliter hvis de strenger sig an.
Konklusion: Lækkert, gennemført, dejligt med et strejf af luksus. Anbefalelsesværdigt.