Torsdag aften i sidste uge havde min søde-mand fået fingre i et par fribilletter til Bliktrommen på Betty Nansen.
Vi nåede det lige til tiden, og havde egentlig ikke haft tid til at finde på en masse forventninger.
Stykket er skabt om den lille dreng Oskar, der på sin 3 års fødselsdag får en bliktromme og bestemmer sig for ikke at vokse mere.
Man får det hele med. Hvordan hans forældre møder hinanden, hvordan han kommer til verden, hvordan han ser forældrenes interne forhold, og hvordan han har et nærmest ødipalt forhold til sin mor. Men det er vel meget normalt når man er 3 år og har bestemt sig for aldrig at vokse mere. Basta.
Nikolaj Lie Kaas kører med klatten. Han har lange monologer, men jeg blev ikke træt af ham. Monologer er tit lidt ødelæggende for teaterstykker, for det virker enormt kunstigt at en eller anden står og taler med sig selv ud i det tomme rum/publikum. Men Oskar var i gang med at fortælle sin egen historie. Til os. Så nu skal vi altså lytte. Han kommenterer handlingen direkte til publikum undervejs, og det fungerer faktisk rigtig godt.
Umiddelbart lyder det ikke grænseoverskridende fantastisk.
Men den er sjov. Faktisk god, gedigen, gammeldags skæg. Så man griner højlydt. Og det er sjældent jeg ægte griner over forestillinger. Det plejer mere at komme ud som et smil kombineret med et fnys. Men nej. Ægte latter.
Scenografi og kostumer var dejligt afbalancerede til handlingen. Er normalt lidt gnaven med det hvis stykket foregå under en krig (her anden verdenskrig), for jeg hader at gå i teateret og se på gråt i flere timer. Og lidt for tit kommer scenografien og kostumerne til at udtrykke håbløshed og trøstesløshed med grå, brun og mere brun.
Men det var dejligt her. Der var lidt farve og lidt pænt tapet og ægte møbler. Og en meget spændende vinkling på det der overhovedet ikke virkede søgt.
Og vi så masser af kendisser. Heller ikke dårligt. Namedropping: Helle Brønnum Carlsen(Madanmelder og kogebogsforfatter), Eddie Skoller(gammel flødehorn med vat på hovedet), Bent Fabricius-Bjerre(komponist jeg skrev 3.g.-opgave om i gymnasiet (og fik 10)) og sidst, men absolut ikke mindst: Morten Grundwald(Benny fra Olsenbanden, Frede fra Slå først Frede, Smukke Arne fra Smukke Arne og Rosa og så videre). De to sidstnævnte er klart de sejeste. Søde-Mand måtte også lige over og trykke Morten Grundwald i hånden i pausen.
Konklusion: Absolut seværdigt stykke. Ikke lifechanging på eftertænksomhedsfronten, men faktisk sjovt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar