Søde-Mand havde inviteret mig i teateret i onsdags.
Østre Gasværk plejer at sætte nogle ret fede forestillinger op, så selv om det var et ukendt stykke gav vi os i kast med det.
Media Machine. Umiddelbart noget med at se på mediernes indflydelse på sandhed og evne til at formidle uden at farve.
Det var sådan set også det forestillingen handlede om. Zapperkultur, lødighed, klichéer.
Men det var eddersparkme dårligt teater. De overspillede. Stod med hver sin fjernbetjening og pejede på hinanden og sagde ZAP, når det stod i manuskriptet.
Det virkede som om en gymnasieklasse eller måske en 9/10 klasse havde haft temauge om medier, og nu opførte et stykke om det. Er det egentlig folks rigtige personligheder når de giver den som grænsesøgende, mentalt udfordrede og promiskuøse i Sunny Beach eller på Paradise? Er det bare for at komme mest mulig på skærmen? Og hvor meget krig er der de steder hvor stationens udsendte medarbejder befinder sig for at berette om krig?
Alle disse spørgsmål tog den lille, bitte forestilling op, og ingen blev besvaret. Her kunne de kære skuespillere måske godt lære noget at de så udstillede og forhadte journalister.
For der kom ingen svar på spørgsmålene.
De gravede ikke i sagerne.
Det hele var på en eller anden måde smurt ind i berøringsangst, og ingen navngivne programmer blev nævnt. Der blev mere talt om ”Stationen”, ”Programmet”, ”Deltageren”, ”Casteren”.
Det var ikke overdådigt, det var ikke spændende, det var ikke provokerende, det var ikke chokerende og det var ikke sjovt.
Jo, vi lo da ved en enkelt scene. Desværre.
En af skuespillerne havde akondroplasi, dvs dværgvækst. Så det var selvfølgelig hende der skulle være den promiskuøse og grænsesøgende der håbede at komme med i noget reality og derfor trænede ”hot poses” og maste brysterne sammen med hænderne, løftede op i jakken og bouncede booty. Det ville ikke være morsomt hvis det havde været en af de andre skuespillere. Det var freak show, og jeg havde det rigtig dårligt med at de udnyttede det på den måde.
På hjemmesiden kan man læse noget om ”en interaktiv forestilling med videodesign på storskærme indbygget i en ti meter høj scenografi”.
Ja tak. De der storskærme og den ti meter høje scenografi var sguda bare det der stod der under Jazz, Love &Henderson.
Og det interaktive? 4 publikum blev trukket op på scenen og sat til at spille i stedet for skuespillerne med kæmpe headsets på, og så sad skuespillerne nede blandt det resterende publikum og hviskede i ørene hvad de udvalgte skulle sige. Ikke så interaktivt. Man kunne i hvert fald ikke manipulere eller påvirke forestillingen. Det hjalp selvfølgelig at en af de udvalgte var vildt sød.
Men det var kedeligt og ligegyldigt. Det var slet, slet ikke provokerende nok. Det gravede ikke i tilrettelæggelse af tv, som man sagtens kunne have gjort. De var ikke med bag kameraerne på noget reality-program. De havde ikke talt med Kaare Sand.
Konklusion: Desværre var det et rigtig ligegyldigt stykke uden mål, uden dramatik, uden spænding og uden følelser. Spil et brætspil i stedet for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar