mandag den 26. marts 2012

Hvad med et morgenværtshus?

Undskyld mig.
Men gider I ikke holde kæft og sove når I kommer hjem fra byen næste gang? Eller blive i byen, tak.

Vågnede 05:30 søndag morgen. Hvad der føltes som 04:30 fordi en eller anden der kalder sig sommertid havde bøffet en time af min nattesøvn mellem 02:00 og 03:00.
Vågnede 05:30 og var rimelig gnaven på de båtnakker der var blevet smidt ud af IN(eller Laurits Betjent eller kulørbar eller guldhuset eller hvor fan de havde været), og havde famlet rundt efter hotdogs/pizzaslices og en taxa, som de fik til at køre hjem til min gade.
Hvor festen da ikke skulle slutte endnu.
Så den fik smaddergas. Fra 05:30 til 07:30. Hvor der var lyst, og det derfor ikke var super nemt at falde i søvn igen.
Prøvede at søge tilflugt i stuen (hvor der p.t. står 6 vaske tøj, noget på stativ, noget parat til sammenlægning) for at få lidt ro. Idioterne havde nemlig åbnet et vindue mod gården, så der var ekstra højtaler på, nu med ekko. Det var stadig meget tydeligt i stuen.
Tilbage til soveværelset, nu med ørepropper.
Did not work.
Overvejede i noget der ligner et kvarter og man kunne ringe til politiet og bede dem lukke festen.
Overvejde det næste kvarter om man kunne slippe afsted med at smide en brosten ind ad deres vindue. Fra gaden skulle det nok være. Ellers ville de lure at det var en der boede i gården. Men der er ikke sådan rigtigt nogen gemmesteder på gaden. Og jeg gad heller ikke ud på gaden i natbukser.
Det eneste der virkede var da de holdt deres forpulede kæft og slukkede lortemusikken.
Og vi var et øjeblik utroligt klar til at flytte ud af byen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar