Velkommen tilbage.
Jeg har da lige været lidt langt væk. Til gengæld var det dejligt. Jeg har været i Jylland med andre folks børn.
Kom for mange år siden ind i FDF, og har ikke rigtig haft lyst til at komme ud siden.
Jeg har shoppet rundt mellem forskellige funktioner, og sådan noget spejder-snas er i virkeligheden utroligt mange ting. Efter min gymnasie/højskole-tid var jeg overbevist om at jeg kunne og skulle noget med musik. Og bevares, jeg er da habil til husbehov, men ikke nogen stor musikalsk begavelse. Ikke desto mindre var det på musikfronten jeg slog mine folder i de år. Senere blev det kommunikationen, og jeg skrev for et blad i flere år, indtil min gode redaktør stoppede, og jeg tænkte at nu var det vel også ved at være på tide. Skulle på det tidsunkt også i gang med kandidaten, så det var et meget naturligt stop.
Jeg har aldrig været så god til det med at mødes hver onsdag og have planlagt et møde, så det har været mere projektorienteret og med lidt større armbevægelser, så man forhåbentligt har kunnet nå hele landet rundt.
Derfor også kurserne.
Da jeg selv var i målgruppen fra ca 14 til 19 år har jeg råædt alt hvad jeg kunne komme i nærheden af af kurser og lederskoler. Kurserne er lagt i påskeferien og efterårsferien, og man arbejder så i en gruppe med en FDF-aktivitet som man håber at dygtiggøre sig med. Og masser af sjov. Man lærer nogle håndterbare skills, fx noget med at binde rafter sammen, lægge pressenninger over så det holder, og så lærer man at holde af hinanden, støtte, hjælpe og være en del af et stort fællesskab. FDF er en kristen organisation, så der er også tid til reflektion og eftertanke på et niveau der passer mig perfekt.
Da jeg blev for gammel var der lige et par ret tomme ferier. Heldigvis var det nogenlunde samtidig som højskolen, så jeg manglede det ikke helt så meget som frygtet.
Og så kunne man jo begynde så småt med at være instruktør på kurserne for de 13-14-årige.
Succes. Og lykke, da den rigtige opfordring kom. I form af en "vil du være i køkkenet?". Opfordring til at hakke, snitte og stege. For at se om man kan finde ud af at være på kursus som voksen. Om deltagerkontakten har været i orden. Om man har kunnet finde ud af at yde sit bedste med 5 timers søvn pr nat i kroppen over en uge. Om man er moden nok til at være et forbillede.
Jeg tror jeg var 21 på mit første kusus som medarbejder. Det er ufatteligt hårdt og ufatteligt givende. Man er 2-3 instruktører om 12-20 deltagere, man har dem i en uge, spiser med dem, sover i lejr med dem, holder dem i hånden når de har brug for det, underviser dem og udforderer dem.
Man er i en anden verden. Når jeg kommer hjem er det lidt som om at det liv jeg lever det meste af tiden i virkeligheden ikke er det rigtige, men det på kursus er.
Der er en særlig form for nærvær. Deltagerne får nogle stærke med uperfekte forbilleder i en uge, og der bliver evalueret tilbage at det er her man får lov til at være sig selv. Vi accepterer dig. Der bliver taget hånd og folk og forskelligheder bliver hyldet eller i hvert fald indberegnet.
Vi har mange styrker og virkelig dygtige folk. Alt bliver gennemarbejdet og overvejet.
En af vores styrker er nærværet. Deltagerne får nogle voksne der er deres. Et af elementer er noget vi kalder lysningssamtaler. Deltagerne får et oplæg. Denne gang var det med temaet "dig og din tro", om hvordan tro kan være forksellig, nogle er meget kristne, andre slet ikke, og de fleste er et sted midt i mellem, hvor de har stykket deres egen version sammen. En meget almindelig er at man ikke tror på de ting der bogstaveligt står i biblen, men klart kan tilslutte sig budskabet og de kristne værdier. Og måske er der nok en der holder af os og holder øje med os.
Så bliver deltagerne smækket ud på et stykke med græs og sol, men en god klat afstand imellem, og bliver bedt om at tænke lidt for sig selv. Efter et stykke tid går instruktørerne så rundt til hver enkelt deltager og spørger lidt ind til hvad de har tænkt på. Nogle har tænkt på oplægget, andre har noget derhjemmefra de gerne vil tale om. Det kan være teenage-problemer a la classic med forældre, det kan være med skolen, det kan være identitetskrise, jeg-er-ikke-god-nok osv. Det vigtige er at de hver i sær får lidt alenetid med en der er voksen, men ikke ligeså voksen som deres forældre. Det er en ventil, og man kommer tæt på, hvis deltageren vil. Der er nogen der også bare synes det er rart lige at få 20 minutters komplet ro og alenetid i en uge hvor der hele tiden er noget at lave eller nogen omkring en.
Jeg er vild med de oplevelser man får. Deltagerne flytter sig utrolig meget, fagligt og mennekseligt. De kommer jo også tilbage med et halvt års mellemrum, så man når at følge dem fra de er små, forsagte 14-årige til næsten-voksne 19-årige med initiativ, overblik, styrke, selvtillig og mange tætte venner.
Der er så højt til loftet og så stærkt et fællesskab at det kan føles rimelig leverpostejsfarvet at sidde på kontoret sådan en onsdag hvor det er gråvejr og de andre er til konference.
Det blev vist et langt indlæg. Hvis du er blevet nysgerrrig, søg på Seniorkursus Vork eller Seniorkursus Sletten på facebook.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar