Jeg er ked af det.

Okay, jeg indrømmer det.
Jeg er pisseked af det.
Hele tiden.
Er udadtil ret kæk og nårmen-så-tager-vi-da-lige-på-arbejde-jeg-er-jo-ikke-syg, men når en af de meget begrænsede antal samtaler med andre mennekser mandag faktisk kun handlede om placenta(moderkage) og hvad der transporteres henover den, og hvor god den er til specifik transport hvis man er overvægtig eller har svangerskabsforgiftning, ja... så... Så kunne jeg kun tænke på at sådan en havde jeg lige mistet med en lille en indeni. Og jeg ved derfor rimelig grundigt hvordan sådan en ser ud i virkeligheden. Og det gjorde mandag stadig rimelig nas i lænden. Heldige mig.
(Og så kan man blive rimelig pissed på chef der klynker over at han havde lidt ondt i maven søndag efter  kun at have indtaget cola, chips og chokolade i et døgn... Idiot, altså).

Mine hormonniveauer er åbenbart ikke faldet nok, så jeg skal endnu mere stikkes. I højre arm. For i venstre stikker de en nål ind og roder godt og grundigt rundt indtil de accepterer at der finder de nok ikke noget ordenligt. Mere 1A ud til Hvidovre Hospital. Heldigvis er der ikke nær så mange drankere og junkier på blodprøveklinikken som der er ved akutmodtagelsen. Og heldigvis går det hurtigt. Havde taget arbejde med, men det tog kun 15 minutter fra ankomst til afgang, inkl venten.

Arbejde tirsdag burde egentlig være okay. Noget med planter og vandløb. Ikke særlig baby-relateret. Men det første jeg ser på lærerværelset er en stor, gravid, frodig kollega. Med fast job. OG kæmpe mave(og garanteret velopdragne børn hjemme der glæder sin til lillesøster og der er altid nybagte boller og en sød mand der har hentet ungerne og haft dem i svømmehallen).

Ved godt at jeg har ufatteligt mange ting at være taknemmelig over. Og det er jeg også.
Men jeg er også ret ked af det.
Over at der ikke kommer en lille en i slutningen af oktober. Over at jeg stadig er uafsluttet på Hvidovre. Over at jeg ikke for brug for den jordemoderaftale jeg stadig skal have aflyst.
Over at blive slået tilbage til start.
Over at blive snydt.
Over at skulle gennem morgenkvalmen helt forfra.
Over at skulle være bange for at det er min skyld. For jeg løftede da nogle tunge ting i påsken. Løb da lidt frem og tilbage. Sov da meget begrænset og afbrudt. Og lige inden det begyndte løb jeg også ned til stationen. Men det var jo bare et par minutter.
Jeg burde nok ikke tænke at der er min skyld.
Men jeg ved at næste gang(krydser fingre) kommer jeg til at blive vildt bange for at det skal ske igen. Jeg kommer til at liste omkring, og ikke ville bære noget tungere end en pakke havrefras. Måske bliver jeg nødt til at anskaffe mig sådan en pensionist-trolley til at købe mælk og danskvand i. Og begrænse mig til at vaske tøj til når nogle andre gider bære det fra 3. ned i kælderen og tilbage igen.
Jeg er rigtig ked af det.
Meget endda.
Det er også lidt irriterende at skulle tage happy-face på hele tiden. For jeg har ikke lyst til at alle skal vide det, og derfor kan jeg jo heller ikke sidde og tude hele tiden. Der er nok også noget hormonelt i det. For jeg bliver meget ked af små ting, men jeg er også hele tiden ked af at lillen er væk.
Måske er den bedste måde at komme over det at gå i gang igen. Men min krop skal lige finde sig selv igen, og sammen med Hvidovre skal vi lige være sikre på at der ikke er noget uden for livmoderen(fedt at kunne lægesprog når personale siger extra-uterin til hinanden og man ligger på noget briks).
Hvor længe er det okay at være ked af det? Og grådlabil?