torsdag den 12. juli 2012

Klynk fra identitetsspanden.

Havde en lang snak med office-mate i går.
Det er faktisk tit at vores lange snakke bliver til et småeftertænksomt indlæg her, og jeg får ikke krediteret hende nok.
Hun  bliver lige om et snuptag færdig med sin uddannelse, der er den samme som min, og er heller ikke umiddelbart besazzeled af forskningsverdenen på uni. Primært den del hvor det er de gamle mænd der sidder og hiver sig i skægget, og bare for sjov lover unge, lovende forskere ansættelse. Som i "nårh, nej, du kan ikke blive ansat alligevel". Og de her unge forskere er altså ikke sådan 19 års knejter. Det er folk med ulækkert mange års uddannelse bag sid på 28-38 år.
Nå nok om det. Har brokket mig rigeligt før.
Det vi egentlig snakkede om var hvordan man pludselig står og er færdig med en uddannelse. En lang, lang en, uden egentlig at have taget stilling til undervejs om det bar et godt sted hen. Om man havde lyst til at lave det her resten af arbejdslivet, og hvis ikke, hva fan man så skulle gøre ved det.
Vi er endt med en foreløbig konklusion der lyder noget i retning af at vi er alt for påvirkelige.
Hvis Samfundet siger at vi skal have gode karakterer i gymnasiet, så gør vi det. Hvis Samfundet siger at vi helst ikke må have alt for mange sabbat-år, så gør vi det, eller får dårlig samvittighed hvis vi ikke gør. Vi tager den lange uddannelse, vi tager den hårde, såkaldte elite-, uddannelse og gør det på nomeret tid. Vi knokler derudaf og møder klokken 4 om natten, skriver til endnu senere/tidligere og i den sidste måned op til aflevering af specialet der har lagt beslag på al ens tid i næsten to år, sover vi så lidt vi kan. 1,5 time kan være bedre end 3 timer, men 5 timer er bedre end 3.
Er virkelig bekymret for office-mate i øjeblikket. Hun afleverer om 3 uger.
Men vi gør alt dette fordi vi i virkeligheden er pæne piger. Vi har ikke noget i mod at råbe røv og tage en hardcore molekylær naturvidenskabelig uddannelse, og tage hvad der passer os.
Men det er vigtigt for os at vi kan accepteres.
Og det virker meget som om Samfundet bedst kan acceptere os når vi kan puttes i en kasse. Under et sabbat-år hvor man ikke ved hvad man lige skal læse, er det eneste familie og fjernere slægtninge kan tale om "Hvad man dog skal læse?!?!?" For det er da forfærdeligt ikke at have styr på sin fremtid.
Ja, tak. Det bliver ikke bedre af at du træder i det. Det er som om folk udelukkende kan slappe af når de kan putte folk i den der kasse fra før. Og herefter er onkel Bjarne da forresten kampligeglad med hvordan du har det, og om du er blevet kæreste med narkodealer der slår dig.
På samme måde når man er arbejdsløs. "Jamen, SØGER du nogen jobs?" Ja, gu fanden gør jeg da det, båtnakke. "Jamen, har du prøvet på novo?" Guuuuud, nej, kan man det?
Har tit haft lyst til at gøre sådan her .
Men det handler jo nok om at det måske er skræmmende for andre, og ikke mindst for os selv, at vi i slut-tyverne ikke ved hvad vi vil når vi bliver store.
Vi er begge rimelig kvikke og meget arbejdsomme.
Officemate var egentlig begyndt på at læse engelsk, men det var simpelthen for useriøst, uden ambitioner og på et alt for lavt niveau. Ja, det var på uni. Hun ville i starten være gymnasielærer i engelsk og biologi, men dem der ville undervise da hun læste engelsk var "de nederen typer", og hun havde brug for udfordring. Så blev det det molekylære og elitære. På tårnhøj ambitions-måden.
En anden opmuntrende anekdote er fra en dygtig skuespillers 30 års fødselsdag. En uddannet skuespiller der rent faktisk kan leve af skuespil, og er på vej op. Tanten rejser sig op og holder en tale der udelukkende handler om alt det han KUNNE have været med det flotte gennemsnit fra gymnasiet. Lææææge, eller advokaaat, eller noget andet "ordenligt". Og ja, han havde jo heller ikke nogen børn endnu, det plejede de ellers at få når de var 29, i familien, jo,
Christ. Det er nok den værste tale nogensinde.
Tilbage til fokus. Hvornår holder man op med at være den dygtige, kloge pige? Hvornår kan man kaste andres forventninger af sig og egentlig mærke efter hvad man i virkeligheden har lyst til at bruge sit arbejdsliv på?

...Måske har office-mate fundet ud af at det dér undervisning skal have en chance. Hun har i hvertfald fået en tjans på en handelsskole jeg plejer at have, og hun lyser helt op når hun taler om hvor fedt det må være at få instant response, have adskillige ugers ferie om året, passende flexibilitet i arbejdstider og at mærke at man rykker noget hos nogen.

Hold da op en smøre. Nå. Det bliver nok ikke sidste gang :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar