Kunne sagtens skrive et indlæg om hvor godt det sidste afsnit af Sex and the City var, påbundet en lang, diskuterende smør om hvor dårligt et forbillede Carrie er for den moderne kvinde.
Hendes ynkelige lillepigelatter og begrejstringsskrig overfor sko, tasker og kjoler. Og når hun er nede og skrabe bunden, og virkelig sidder på gulvet i noget der skal imitere katastrofe, så er hun iført nysat hår, falske/utroligt lange øjenvipper og en gigantisk kjole samt sylespidse, hårnhøje hæle. Og er pisse pæn. For slet ikke at tale om hendes forhold til Big... der kalder hende "kid", altså barn... og har fucket rundt med hende på åndssvagt mange år. Både på den gode og den dårlige måde. Og arbejder hvad....10 timer om ugen?
Nå. Men det var ikke det indlægget skulle handle om. Heller ikke at SødeMand i løbet af introen får viklet sin tommelfinger ind i munden på mig på "hvad, næ, mig, jeg ligger bare helt tilfældigt i sofaen"-måden, eller at jeg tager mig sammen og bøvser på den, og selv kommer til at grine så meget at jeg har hikke de første 20 minutter af afsnittet.
Næh.
Jeg har nemlig sat SødeMand i en lille krise.
Jeg har nemlig købt nye vandrestøvler. Og de er ordenligt lækre og vejer næsten ikke noget.
Hvorfor krise? Jo, det plejer at være ham der har mest og nyest udstyr. Så nu går han og grubler over hvad han mangler.... (ingenting).
Imens arbejder vi. Alt for mange timer, når nu vejret er som det er. Og ville hellere være på Roskilde. Eller bare ude i solen. Men jeg har som bekendt kun sparet 5 fridage op i løbet af de 3 måneder sidste år hvor jeg ikke var på SU, så der er altså ikke råd til 3/5/9 uger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar