mandag den 17. december 2012

Gravid-kortet

I hvor høj grad kan man tillade sig at spille gravid-kortet?

Er jo faktisk på vej ind i noget hvor der er under 3 måneder til at der burde ske noget(og burde derfor fræse rundt ude i IKEA med en af de store vogne).

Tænker på nytår.
Ville for en måneds tid siden rigtig gerne til nytårsfest i Aarhus med nogle virkelig hyggelige mennesker.
Og vil egentlig stadig gerne.

Er bare begyndt at tænke lidt over det der med at alle de gravide skal op af stress-bassinet og tage sig sammen, så de ikke får dårlig placentafunktion og daglige tudeture(og skal holde op med at vågne om natten og lige få lyst til at stå op og tage opvasken og skrive nogle til-og-fra-kort så det kan tjekkes af på todo-listen).

Det kommer sig af at SødeMand og jeg var til aldeles afskyeligt julearrangement i går hos min egentlig meget søde, biologiske far, men desværre også hans grumme, grumme kone og dennes yngel og yngel-yngel (en enkelt er faldet heldigt ud og har en sød kone (der var snottet og sløj) og et par søde børn). Men ellers havde jeg hele tiden bare lyst til at gå, og var i konstante "hvornår kan man tillade sig at smutte"-overvejelser.
Gik lige en ekstra gang på toilettet, bare for at se om jeg skulle tisse, og blev derude liige lidt længere tid, bare for ikke at være sammen med dem.  Det er altså ikke meningen, vel?
Og Konen var, som jeg havde antaget, en af dem der hilser først på maven(€%€##%#€%#!!!). Nåede at gribe hende om håndleddet da den var på vej mod mål. Hun siger "Nå, det vil du nok ikke have", jeg svarer nej, får knus, og bliver ALLIGEVEL lige aet på maven. Hvad fanden er der galt oppe i hovedet på folk? Biologisk far også uden situationsfornemmelse. Gik forbi ham med ryggen til for at snuppe mine sutsko op af tasken, så griber han om maven BAGFRA og får lige kørt begge hænder godt rundt (WTF?.. røv, altså).

Følte mig befamlet og raget på og i høj grad forulempet. Får lyst til at sige krænket.

Da vi er på vej hjem (fik virkelig hurtigt tøj på da de andre begyndte at trække op til at gå) siger Ko(n)(st)en "Når hun så har født, så gider hun nok ikke sidde op rådne op i den lille lejlighed, så kommer hun nok tit på besøg her, så kan hun lige gå herind med barnevognen"... Hell to the NO! Gu skal jeg da ej komme et sted frivilligt, hvor der bliver talt om mig i 3. person når jeg står mindre end en meter væk. Og da slet ikke når damen får at vide at jeg ikke vil rages på maven, og alligevel gør det 20 sekunder efter. Havde allerede sagt at jeg synes det var fornærmende. Vil 20 gange hellere være hjemme i vores ret hyggelige, men ganske rigtigt lille lejlighed. Og det hedder altså derUD når man bor så langt ude på amager af vinduerne står og dirrer når der lander fly. "Ind" er ind mod byen, kone. Magter ikke den dame. Hun får ALDRIG lov at passe lillen. Fylder hende garanteret med sødestoffer og skodchokolade og sætter hende ud på fortorvet med et gammelt amagerblad under måsen. Og der er ikke nogen derUDE der bliver kaldt Bedste, blev der sagt. INGEN.

Alt dette gjorde at jeg så småt begyndte at snøfte på vej hjem i bilen, og bare tudede de næste 5-6 timer. Med hulk og det hele. Var så ked, så ked af det.
SødeMand var meget sød og gav masser af kram, men var også bare træt og skulle røvtidligt op. Og fik i telefonen i dag sagt at han var kommet alt for sent op, og at det var hårdt at have en baby der græd hele natten... tror jeg han sagde. Forbindelsen var ikke fab. Men ja, jeg var en baby der græd hele natten.

Dels på grund af den virkelig dårlige oplevelse (skal altså ikke se konen igen før om meget lang tid. Og bliver nødt til at sige til hende at hun skal opføre sig ordenligt).

Dels på grund af koncept juleaften. Vi har bestemt os for at tage med. Mest fordi min mor blev helt skuffet i øjnene da jeg sagde at vi overvejede at lade være. Så det gør vi. Socialrealistisk, overhovedet ikke hjemlig jul. Med nogen jeg ikke kender, der vist hedder Sune og Sille og sådan noget. De står bare på listen. Vi bliver 25(?!).

Og dels på grund af nytår. Kunne simpelthen ikke overskue at køre 4 timer den 31. december og 4 timer den 1. januar, for så at tage på arbejde d. 2.
Men jeg har jo ligesom meldt mig til. Godt nok "bare" på facebook, men det er jo stadig en tilmelding.
Og i dag kom så en liste over hvem der skal have hvad med. Står på forret. Det er sgu okay. Ved bare ikke om Pregzilla magter køretur Nykøbing F-København retur juleaften, og København-Århus retur til nytår. Det er jo ikke ligefrem en måneds ferie jeg har.
Hvor meget kan man være bekendt? Magter det helt sikkert ikke nu. Men måske magter jeg det til nytår? Aner det ikke.
Synes altså det er en virkelig lang og dyr køretur.
Må lige tænke lidt over det, men samtidig skylder man arrangørerne at sige fra så tidligt som muligt hvis man alligevel ikke skal med, så nogen andre kan få forretten.

Tudetur var jo nok også forbundet med julefrokostarrangement onsdag og fredag med gammelt og nyt arbejde (læs: full blown networking), julefrokost for SødeMands gamle arbejde hjemme hos os lørdag og afskyelig julefrokost søndag. Har ikke ligget på den lade side. Snuppede også lige en småkrævende statistikopgave torsdag. Er slatten nu.
Og græd så meget i går at jeg fik kvalme. Og den er ligesom overnattet. Skønt.

Har forresten stadig en smule navle tilbage. Det er ret dejligt.
Og en ret fin, rund fodboldmave. Man kan næsten godt lade som om jeg ikke er gravid hvis man ser mig lige forfra (havde det ikke været for mælkejungerne), eller lige bagfra. Det er virkelig fint. Var faktisk lidt nervøs for at svulme op over det hele 2 måneder henne.
Den er lidt besværlig, og mine led hader mig, men den er rigtig fin, den mave. Og der er masser af fest i den. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar