tirsdag den 31. december 2013

Happer nyy-jir!

Godt nytår, venner. 
Hvem fan har tid til at blogge kl kvart i otte på partyaften nr 1? 
Dem der ammer. 
Stående på 5 årigt drengeværelse, lænet henover barnevogn, hvori barn ligger og SKAL SOVE! 
Og de andre spiser hovedret nedenunder. 

mandag den 30. december 2013

Og glædelig jul herfra også.

Nok har jeg været fraværende. 
Men vi har også gennemført 6 familiearrangementer på 4 dage(heraf Den Store,Perfekte Juleaften hos os), og natten efter 2. Juledag blev babyen syg, og kastede op. 
I sengen. 4 gange. Herefter har vi haft nogle dage med opkast om natten og diarré om dagen. Heldigvis kun barnet. 
Men jeg vil alligevel gerne tale med en meget overordnet fra HR om at det er de samme der passer det syge barn om dagen som har passet hende om natten. Virker på en eller anden måde ikke helt fair. 
Men Den Store, Perfekte Juleaften blev ret perfekt, ogdet var velnok godt. 
Og træet fik lov at stå i 5 dage inden en nysgerrig 9-enhalv-måneders gik i kuglerne. Om man så må sige. 

Har droppet at poste overstylet herermittræ på facebook. Det her må gøre det. 

torsdag den 19. december 2013

Fik lige en lille smule kontroltrang

It's beginning to look a lot like cristmas. 
Næææh, hvor er de pæne. 
Og vi har købt juletræ, så vi kan holde en traditionel, dansk, tryg jul hjemme på matriklen(hvem husker ikke sidste års katastrofale antijul). 
Og hvad er der mon i? Lad os se; 12 af dem indeholder på en eller anden måde et billede af barnet, og 17 af dem er om/til barnet i alt. 
Sååådan. Lækkert nok at man ikke behøver finde på flere sweatre/whisky/hudplejeprodukter til bedste/oldeforældre. 

Er det for meget at dobbeltindpakke gaver til barnet, så man slipper for uæstetisk fætter BR-gavepapir under sit pæne, farvekoordinerede juletræ? 
Ja, ja, ved godt at de andre der tager gaver med juleaften ikke ringer i forvejen og spørger hvilken farve de skal pakke i d i. 
Tror bare jeg lader være med at lægge grim pakke derned. -og koncentrerer mig om vigtige ting som fx ejendomsskat(den kæmperøv). 
I den forbindelse vil jeg gerne ønske mig; 
a) et lønnet arbejde(har fået tilbudt frivilligt arbejde af min gamle afdeling. Iiiih, tak)
b) at vi vinder millionen på bare et par af skrabejulekalendrene
c) at babyen sover igennem i egen seng, og lærer at falde i søvn selv:-) 

Bare hvis det er. 
Ja, det er i prioriteret rækkefølge. Tror jeg. 
- og tak til Gud/universet for alt det fantastiske jeg allerede har! !! 

mandag den 16. december 2013

Ting

Ting man åbenbart godt kan: 
 1) købe "oplevelsesgave" til en tur på flyvergrillen. Flyvergrillen. En grillbar/pølsebod. 
2) afsende jobansøgning samtidig med at man prøver at amme overtræt barn i søvn. 
3) sove nogenlunde 8 timer i streg uden at barn vågner. Fantastisk. 
4) huske at bestille tid til sidste HPV-lammer jeg skal have inden nytår. 

Ting man åbenbart ikke kan: 
1) få et job i år. 
2) have et selvværd der kan håndtere punkt 1. 
3) få lov til at købe den metervare ude i IKEA man havde tjekket på internettet var på lager. Det var bare for sjov. De havde den ikke. 
4) få ungen til at falde i søvn og sove uden at man ligger ved siden af. 
5) få TDC til at fatte st man ikke gider betale hundrede-etellerandet for at optage og pause i tv. Vi har fået en regning hvor de både fratrækker det fra sidste måned(for vi ringede og sagde pænt nej tak), og har anført det igen. 
6) gætte hvilket havdyr der gemmer sig i vraget på sidste opslag af "rullende øjne"-bogen barnet får læst som godnathistorie. De spørger kækt med hoppende bogstaver; "Kan du gætte hvem det er?"  NEJ!!! Aner det ikke. 

torsdag den 12. december 2013

Bitching

For fuck's sake. 
Sidder og roooolig-ammer barnet her kl 04. 
Der et nok ca 5. gang hun er vågen i nat. Formentlig primært fordi faderen vender sig i søvne så vi andre ligger og bumper rundt, som om det var et mindre propelfly i let turbulens. 
Er næsten ikke bitter. 

mandag den 9. december 2013

Bla bla ingenting

For hunde da. 
Får tusind megagode ideer til posts i løbet af dagen. 
Men er fuldstændig blank når dukkebarnet endelig sover, og jeg evt kan få skrevet dem ned. 
Dammit.
Nå. Vil i stedet blære mig med usandsynligt lækker unge, der har gået en tand mere, venstre overfortand. 
Hun styrtkravler, og rejser sig op over det hele, og er heldigvis også ved at lære at tage fra med hænder og numse når hun skal ned igen. 
Hun spiller også yndigt på xylofon-klokkespil, og kan godt lide æbleflæsk og gavebånd. 
Og godnat herfra. Har haft babyduty alene siden kl 07:30. 
Og brugte tiden da hun sov lur på at tage vasketøj ned(idiot). 

onsdag den 4. december 2013

Stram op

Det her er vel mere en facebookupdate værdig end et reelt blogindlæg. 
Det er bare en meget upopulær holdning jeg har. 

Jeg bliver så træt af at høre "kom nu, alle sammen, nu skal vi altså have gjot noget ved det hersens noget med at man skal blive færdig med sit universitetsstudium til normeret tid". 
Folk hidser sig op. 

Det er da klart at man får mere ud af det, og bedre resultater hvis man bruger dobbelt så meget tid på et fag som det er normeret til. 
Hvis der er nogen, det ikke er fair for, så er de medstuderende der knokler, slider og maser på, og får arbejdet gjort indenfor tidsrammen, og så måske ikke får gennemarbejdet alt i gennemmatchende farver, men dog gjort det færdigt, og måske får middelmådige karakterer som resultat heraf (mig, surprise? :-) ). 

Synes simpelthen det er pisseforkælet. 
Vi får gratis undervisning, og penge/løn for at læse - af staten! Det er et kæmpe privilegium, og vildt flinkt. 

Jeg synes i højere grad man bør brokke sig i over evt lav kvalitet på uddannelserne, som jeg ved der er på andre end mit eget studie (her var virkelig ikke hoppet over nogen steder, men det er også et af få studier der skal promovere Københavns Universitet internationalt). 

Hvis man ikke kan bestå en eksamen på 3 forsøg, eller hvis man bliver alvorligt syg, eller får et barn, eller en flodbølge skyller ens skurvogn i havnen med alle bøger og computer og andre, lige så sandsynlige ting, sker, så skal man nok kunne få noget dispensation. Det er jeg sikker på. 

Men som udgangspunkt skal man altså lave sine ting til tiden. Og det indebærer som regel at man ikke kan bruge helt så lang tid på opgaver, dom man gerne ville. 
Henne hos Arbejdsmarkedet har jeg hørt at det også er sådan. 
Og selv ikke kunstnere går lov at sidde og fedte med deres kunst i hundrede år. Forlæggere vil have udkast og kapitler, galleriejere vil have værker, og instruktører vil have at du skal have styr på dine replikker. Har jeg hørt. 

Det er faktisk slet ikke overraskende at staten også vil have kandidater til tiden.  
(Hold kæft, hvor er jeg klog. Egentlig et under at jeg ikke er blevet headhuntet til Arbejdsmarkedet endnu). 

Nå. 
Grunden til at jeg ikke lufter det her på facebook er, at jeg nok ville blive nødt til at sætte mig ind i præcis hvad det her nye forslag/bestemmelse/regel/noget indebærer for at have grundige argumenter i en efterfølgende debat. 
Og det gider jeg ikke. 
Så skulle jeg have løn. Og så skulle jeg være politiker. 
Og det gider jeg ikke. 


Så: Stram op. Bliv færdig. Til tiden. 

Jep. Jeg har en lodret mening om noget jeg nærmest ikke har sat mig ind i. 
Super. 
Godnat. Så. 

Den distræte dame

Jeg er måske en lille bitte smule distræt i øjeblikket. 

Fx skal jeg(/vi, her på matriklen) huske at slukke kalenderlyset når vi tager ud at løbe. Det er sgu for pinligt. 
Jeg skal også lade være med at trykke på skærmen. Altså hvis den ikke er en touch screen. Sad ved alm bærbar den anden dag, og maste rundt med en stor, fedtet pegefinger. Super klaret. 
Og jeg skal helt klart lade være med at sige "Pas på, av" til min mand, når jeg rækker ham et krus varm kaffe. Han er trods alt voksen. 
Jeg skal også prøve at huske hvor man tænder for instrumentbrætlyset i bilen, så jeg ikke skal køre rundt og "føle" mig frem på hvor hurtigt jeg kører. 
Og tage vasketøj ind inden det bliver vådt igen. 

Og jeg skal virkelig tage gamle, spærrede dankort op ad pungen. 
Stod inde i netto og skulle betale for nogle batterier og, indrømmet, noget lige-ved-kassen-okay-så-slik. 
Det er lidt småt med pengene i øjeblikket. Bare sådan generelt, og det er virkelig lang tid siden jeg tjekkede min konto. 
Så stod der bare "afvist", og kassedrengen sagde "desværre". Fandt et kort frem til mine forældres konto, som jeg har haft i 13 år(bare sådan til nødløsninger eller hvis jeg køber ind til dem), og klarede det. 
Jeg var helt ked og ude af dem og med kindtænderne trykket hårdt sammen. 
"Det kan da heller ikke være rigtigt at jeg ikke kan finde ud af at være voksen. Det er fadme den 3. December. Hvem er sløset og uansvarlig nok til at løbe tør for penge  tidligt på måneden. Og så lige før jul. Jeg har sgudda ansvaret for et lille barn! Det er godt nok pinligt. Jeg må tage hjem til mine forældre og bede om lån. Ja, og gå, sgu. Kan jo ikke engang købe et klippekort. Det kan vel være fint at lære det." 
-jeg er ret god til at slå mig selv i hovedet. Jeg blev godt nok ked af det. 
Vi kom hjem og fodrede barnet og hvad vi nu skulle, og jeg fik tjekket min konto. 
- Der stod masser af penge!? 
Hmm..  måske det bare lige var et udfald. 
Troede jeg, indtil jeg ledte i min jakkelomme efter mobiltelefon.  
Næh! Dankort! 
Jamen. Så var det derfor. 
Barnet kan godt lide at holde min pung, og havde fået den mens jeg betalte i Kvickly, og jeg havde bare stukket kortet i lommen indtil videre. 
Christ. 

fredag den 29. november 2013

Nu' det alvor

Comic by Bitstrips. 

Babyen er forresten megasnottet. Ja, herhjemme har vi skal helt rolige nætter, uden gråd og patten og baby der lige har lært at kravle spurt, og derfor benytter enhvert vågent øjeblik til at tage en lynkravler. Både når hun får skiftet lorteble, og når hun vågner om natten.
Jeg sover let og vågner med kampsportsreflexer. 

onsdag den 27. november 2013

Er sur.

Holy crappis.
Der har virkelig været run på. 

Vi har været til klippeklister med bebs, moren har været henne i byen til pizza og drinks med de andre i mødregruppen, der har været kransebinderi-ud-af-haven, svømmehal-med-bebs, fødselsdag-med-bebs og mødregruppe med bebs. 

Og 2 nætter i træk, hvor vi var lige ved at skrive hende ind på Herlufsholm. 
Tror hun har ondt i maven, den lille truntefis.

Men for fan... Er hårdt spændt for.
Og synes andre mennesker er pisseirriterende. Faktisk nærmest alle andre mennesker(sorry).

Fx Svigerinde på 35 der bruger det meste af en halv time at sin søsters fødselsdagsselskab på at spørge sine forældre hvordan man laver rødkålssalat til juleaften. Hun havde fået sendt opskriften på en på mobilen.
 "Men den her er med tørrede kirsebær, det kan jeg nok ikke få"- "Så brug tranebær"
"Skal olivenolien være koldpresset? "-"Nej, bare brug den du har. Den er formentlig koldpresset alligevel"
"Men-altså- hvis... jeg både skal lave rødkålssalat, og hvor skal jeg så se Disneys juleshow...??"
arhmenaltså!
Konen er fandme 35. Og mente virkelig det var et problem.

Og jeg har ikke noget job.
Og det er bragende irriterende. Også forbi vi(her, på matriklen) havde aftalt at i DAG, der skulle jeg rigtig få tid til at skrive nogle ansøgninger. Men så fik sødemand lige besøg. Først til formiddagskaffe, og bagefter til frokost og eftermiddagskaffe, og så skulle han lige køre med tog på sin telefon, indtil jeg demonstrativt gik på toilettet, så han kunne passe baby, der var i gang med at findissikrere det meste af Camilla Läckbergs forfatterskab.
Sorry, Sødemand.
Er bare sur.

Ikke den bedste start på at skrive noget skarpt og venligt i jobansøgninger. Sådan når man mest er sur. Nå. Må hellere gå i gang.
Men der er sgu heller ikke så mange jobs lige til mig, lige nu.

Har også lige fået ejendomsskattebilletten. Og der er beregnet ejendomsskat efter en vurdering af ejendommens værdi der ligger højere end hvad vi gav for den. Hvor ringer man hen og får rettet det?

Gider ikke være voksen i dag. 

mandag den 18. november 2013

Big time barsels blues

Dammit. 
2 mini melt downs på 1,5 døgn. 

Er virkelig træt af at være på barsel. 
Magter det ikke mere. Er fed up med mos, grød, bleer, gråd, og mest af alt: manglende voksenkontakt, mulighed for at tage rent tøj på efter at have været i bad, tage makeup på, og lave noget med hjernen! 
Noget produktivt! Det her baby-sisyfos-arbejde er røv og nøgler. 
Det står HELT stille i hovedet. Baby vil gerne lege hvis jeg er i umiddelbar nærhed, men bliver lidt for interesseret i tv, avis, bog, iPad eller telefon, hvis jeg skulle prøve på noget. 
I nat vågnede babybarnet og var kampirriterende. Hun ville gerne have bryst, men indisterede på at sparke mig i maven og nive og kradse på bryst og det fine hud på undersiden af overarmen. Og hvis man fjerner de små, sylespidse negle bliver hun hys!
Endte med at overgive projektet til barnets far for at lægge mig og tude. Sådan omkring kl 03-04 stykker. Tror jeg. 

Er SÅ træt af at blive nevet, bidt, slået, sparket og kradset. Og høre på klynkebrok konstant. Fordi man lige skal vaske hænder efter bleskift. Fordi man skal rydde lidt op efter mad, fordi alting. 

Har hørt nogen sige at der altid er en grund til at babyer græder. 
De skulle skulle smølfesparkes lige på brystvorterne. 
For når grunden er at baby;
-skal ligge på ryggen under bleskift
-skal have tøj på
-skal have hagesmæk på
-ikke må spise ledning
-ikke må spise avis
-ikke må få salt
-skal være alene på skumgulv mens mor tager bukser på 1,5 m væk
-fortsæt selv. 
, så er det riiiimelig irriterende. 

Det handler jo også om at jeg ikke har fået det der kvl-job. Åh, jeg var så god. Så god at jeg var en klar nummer 2. Røv. 
Og om at jeg føler at mine veninder ikke gider mig mere. Altså dem uden børn. Som er mine tætteste. Røv. 

Heldigvis er barsel snart slut. Ikke at jeg skal noget. Men så kan jeg søge mange jobs når nogen andre har babytjans. 

Og nu: kamillethe til begyndende bygkorn/tilstoppet tårekanal og mad. Hader st spise med grødmonsteret over det hele. 

fredag den 15. november 2013

Nemt (virkelig nemt) adventsfad

Mel: Jul i Angora 
Så'r det jul her på bloggen 
Så er det frem med julesokken
For vi skal vælte os i juleskum og the

Fo-or jeg har nu lavet 
Nog't der pynte skal på fadet 
Det er adventslys med valnødder og pis! 

Oh, happy, unemployed babysitting days (er ironisk her. Har fadme kun fundet tid til det fordi min mor passede baby mens jeg var til jobsamtale. Og kunne aldrig drømme om at hive vogn plus baby ind i søstrene grene. Det kunne være alle tiders kamikazeptojekt). 
Nå. 
Men har jo sandt for dyden lavet et fad. I hvert fald smækket noget bloklys på. 
Du skal bruge: 
- Fad/tallerken/skærebræt(nok helst i træ,så)
- 4 bloklys, her fra søstrene grene, til 8-9 kroner stykket 
- en stang små julekugler fra søs grene i lyseblå winterwonderland-farve til 8,80. 
- en håndfuld valnødder, her importeret fra svigerfam. Kunne også have fundet kogler på jorden. 

Fremgangsmåde:
Sæt lys på fad. 
Hæld valnødder på. 
Put kulger på. 

Done. 
Suppler selv med fotogent økouldstrikketøj i blide babynuancer. 
Den perfektionistiske ville nok pille prisklistermærker af lysene og klippe vægen ned til 1 cm. 

Overvejer om bloggen bør hedde "over hvor gærdet er lavest og andre egotrip". 

tirsdag den 12. november 2013

Just another day at the jobsamtal'

Melodi: kalder _  på _ dig af Rasmus Seebach

For jeg skaltil-jobsam-tal'
Ja, jeg skaltil-jobsam-tal'
Jeg skaltil-jobsam-tal'
Jeg håber jeg er god for jeg vil rigtig gerne have det joooooåååb!
Og jeg skaltil-jobsam-tal'
O.. S... V.... 
(Gerne i ring) 
og det var så lydsporet til hele weekenden.  

Ja, samtalen var i går, og det gik egentlig meget fint. Det var i nogle rimelig gamle lokaler på detgamleKVL-såBiovidenskabeligeFakultet-nuSundhedsvidenskabeligtFakultet. Syntes egentlig jeg var ret sej, da jeg troppede op. 
Men det virkede godt nok som om de prøvede at hive al min coolness fra hinanden. 

Til at starte med blev jeg anvist siddeplads i en ældre, tweedternet Børge Mogensensofa. Den herre Professor og fruerne Lektor og Scientific Director sad overfor, på den anden side af et almindeligt spisebord. Jep, det var rimelig højt at kigge henover. Når man nu prøver at lege voksen. De havde sat kaffe, the og vand frem, og havde hældt en pose twist op i en skål. Det så meget indbydende ud. 
Og så gik vi ellers i gang! 
Om hvad min motivering var for at søge netop denne stilling, hvorfor jeg ville være PhD, hvorfor jeg ikke var begyndt noget før, om det var sygdommen diabetes eller dyremodellen som middel jeg synes var spændende, hvordan jeg var til formidling, hvordan jeg tilpassede mig miljøskift, hvad jeg gjorde i pressede situationer, hvordan jeg taklede problemer, hvilke problemer jeg forventede at støde på i hvilke processer, hvorfor jeg ikke havde førsteforfatterpublikationer, hvorfor jeg ikke havde en skidegod karakter i patofysiologi og  så   videre. 

Puha. Jeg ævlede og kævlede og svarede på spørgsmål i 35 minutter non stop. 
Synes jeg kom nogenlunde ud af det meste. 

Der kommer svar i slutningen af ugen. Synes det er virkelig lang tid at vente. Har  en lidt blandet følelse. På den ene side fik jeg solgt mig selv ret godt, på den anden side var jeg helt flad og vredet da jeg kom ud derfra. Var helt tør i munden. Havde nervøstalt alt for hurtigt, og svedt godt til inde i blazeren. 

Dammit. Havde måske været gladere hvis det var et sted jeg vildt gerne ville ansættes. Med det var virkelig gamle lokaler, og der var proppet med dyrlægeblade over det hele, og >suk<. 
Var i hvert fald ikke ellevild.  

På den anden side var der virkelig, virkelig tætte kontakter til Novo i Måløv. Og der står i min imaginære femårsplan at jeg skal ansættes derude efter veloverstået PhD(-evtforsinketafbaby). 

Ja, og indtil der kommer svar har min hjerne åbenbart bestemt dig for at køre sangtekster i smadder. 
Marie Keys "jeg falder for dig" bliver til "jeg falafler dig". 
Godnat herfra. 

mandag den 4. november 2013

Næsten pinligt at det er et post mere om facebook

Jeg kan blive irriteret på den helt tåkrummende og kæbespændte måde, når folk på facebook kommenterer på updates omkring andre børn ved at henlede opmærksomheden på egne børn. 
Fx Status: "så er nyheden ude, Sofus skal være storebror til marts. Vi glæder os!" 
Egentlig en meget sød og formentlig vedkommende statusopdatering. Sindssygt strengt at nogen skriver:
Forbudt kommentar: " det bliver lige samme aldersforskel som hos os, bare et par måneder senere. Luna glæder sig SÅ meget og går og peger på maven og siger lillesøster, og hun må godt sove på mit værelse. Hun har også bestemt ... (Forkortet kraftigt af redaktionen) Hvor sjovt". 
Læs: HALLOOO HALLOOOO, JEG ER OGSÅ GRAVID OG HAR ET BARN I FORVEJEN!  Mig mig mig! KIG PÅ MIG! 

Eneste undtagelse er hvis det er noget nederen. Så er det okay at skrive "du er ikke alene. Sådan er det også hjemme hos os"
Fx: Status: "lorterøvvintertid, nogen herhjemme tror det er morgen kl 04". 
Kommentar: "ja, lorterøvvintertid. Nogen herhjemme tror det også" 
Læs; lorterøvvintertid. Det skulle forbydes. Vi er i samme båd. 

Synes virkelig det er strengt at kuppe andres vigtige updates omkring noget der er stort i deres liv.  

Det eneste der er værre er når folk "inviterer" til Fødselsdage, Candy Crush Saga eller andet røv. Og endnu værre: bliver ved med det. NEJ, biologiskfarskone. Jeg gi-der ik-ke prøve fødselsdage! Slut. Nej! Blevdersagt. Og hun bliver fandme ved. "Måske er den ikke gået igennem, ih, altså, alt det her kompuuuuuter". 
Men nogle andre bliver nødt til at forklare hende facebook. På den anden side gør det jo ikke skade at hun til et heeeelt andet billede (fx noget fra nogen andres ferie) skriver "kære jan og ingelise. Stort tillykke med  bryllupsdagen. Knus fra mig og nissefar". Og så står der en eller anden i vadeshorts og snorkel, der overhovedet ikke kender jan og ingelise. Gnæk.  

Babys første autocorrected blogspot:
 Flopper

No  bma

Og til slut en stor tak til Gud og Universet for at min mor i går blev opereret uden komplikationer. 

tirsdag den 29. oktober 2013

11 trin til fuld plade i voksenbanko

Man er nok ved at være voksen når: 

A) man scorer langt ældre end man er på semi-plat mental-alder-test på nettet  

B) man er enig med forældrene når man ser Pretty Little Liars på netflix, og nogen har taget en for kort kjole på eller bliver kærester med nogen der ryger hash

C) man har fået et barn

D) og et hus

E) man tænker det bliver helt okay og sikkert ret hyggelig at holde "stillenytår", med børn. Adskillige børn. 

F) man hellere vil have gulvvarme  og ny brusekabine end på Roskilde (ha ha, hvordan skulle det ske, hvem fan skal passe barnet).  

G) har kørekort

H) ved hvem man vil stemme på, og hvorfor. 

I) det er pissefedt at man ikke skal en skid i weekenden.  

J) hellere vil bruge kalorierne på chokolade, pandekager og lakrids end 7 tynde, flade fadøl. 

K) allerhelst vil være sammen med sin familie. 

lørdag den 26. oktober 2013

Det havde jeg så ikke savnet

Sidder i togen på vej fra byliv og drinks mod luft og land og mand og barn der sover sødt. 
Har cyklen med og sidder i cykelvognen. 
Her er andre på vej hjem/videre i byen, men også:

Ung(lidt for ung) mand, i starten af tyverne. Han har voksen-grimme, sorte hyttesko på, grotesk vidde, mørke bukser med strimler på, lidt a la technofest i 90'erne, grænsende til en kæmpenederdel på hvert ben. Hertil en lidt for lille, mørk uldfrakke, og bart, hårløst bryst. Han har småprovokerende piercinger, men kun i ørene. 

Det må han sådan set godt. Men ca hvert 5. minut rejser han sig fra gulvet foran døren, hvor han ligger og siger ørlelyde ned i skraldespanden. 
Mens vi ventede på hovedbanen knælede han ned over skinnerne og stak fingre i halsen, dog uden resultat. 

Det er satme ulækkert. 

torsdag den 24. oktober 2013

Kommunalvalg

Jøsses. 
Kommunalvalg bliver i mine ører øjeblikkeligt plastret til med spindelvæv, grå og "frisk" "mint"-bussemandsgrøn og lyden af tom gymnastiksal. 
Men jeg nægter at være en af dem der "ikke giiiider" sætte mig ordenligt ind i det, før jeg stemmer(pinligt og socialt uacceptabelt ikke at stemme. Og man mister alle rettigheder til at brokke sig!). 
Enter: kandidattesten: 
Er altså rimelig enig med damen fra Venstre (er jo også flyttet til ny, blå kommune). Men næsten ligeså enig med Socialistiske Arly. 
Trickset med den her test er bare at når man ser på hvad de habit-klædte rent faktisk har svaret, så er det med alle mulige drejninger og forbehold. 
På den anden side er det også nogle sort-hvide staten/Mao-bestemmer-det-hele-eller-sejl-i-din-egen-detmåduselvom-spørgsmål. 
Jeg er også rimelig enig med dem her:
der jo, overraskende nok, også er rimelig enige med hinanden. 
Og det er jo herligt. Selv hvis disse to, søde herrer skulle komme igang med at diskutere, kan de altid tage en kop espresso/månestrålethe og glæde sig over at de er langt mere enige end de er uenige. 
Hmm. Slipper nok ikke for at gå ind og læse hvad de hver i sær rent faktisk mener.
Godt valg, derude. 
Og ve dem der ikke tager deres valgplakater ned i rette tid. Jeg sværger, jeg hugger dem. 

tirsdag den 22. oktober 2013

Gimmajgimmajgimmaj!

Kom nu on, mand. 

Har været til jobsamtale i dag. 
Synes egentlig det gik godt. De gjorde meget ud af at fortælle at jeg var en stærk kandidat, med en god, videnskabelig baggrund. 
I kan nok godt regne ud hvor det her bærer hen ad. 
Jeg fik ikke jobbet.
Det var en PhD-stilling med et humant studie. Altså blandt andet noget patientkontakt, noget med måle og veje og tage blodprøver. Det lød pissespændende.   Megapissespændende. Og jeg var en meget interessant kandidat. Med den rette blanding af genetik, diabetes og human ernæring. 
Men der var en (røvirriterende) kandidat med medicinsk baggrund og alt mulig fis med patienthåndtering. Røv. 
Men kunne jo ikke stå der udenfor baresso og prøve at hive noget frem med at jeg er en langt bedre kommunikator og formidler end en eller anden ukendt cand.med., og "jeg har faktisk været en del af FDF og mange år og stor kommunikationserfaring og voksenformidling og undervisning". Er jo ligesom dårlig kommunikationsstil at råbe det ned i røret i blæsevejr 10 sekunder inden den hårdt prøvede overlæge/lektor har fri fra arbejde. 
Røv. 
Håber bare at den der cand.med. ikke gider alligevel.  Og de tager mig. 

On the bright side, så gjorde de fire (4) gange opmærksom på at de i december-senest-januar slår et beskedent, men ikke uvæsentligt, antal stillinger op, og de opfordrede mig meget til at søge, også på vegne af en Hr. Professor. 

Vil jo bare gerne undgå koncept arbejdsløs. Det er SÅ dårligt for mig. Bliver ked og ynkelig og "ingen kan lide mig/har brug for mig/jeg er ikke til nytte i samfundet/ynkeklynkewhine". 

Så vi håber, at den der lige har fået tilbudt et(mit) job i dag, ikke gider have det alligevel. 
Havde fandme både ørenringe, neglelak, nyvasket hår og tøj uden grød, mos, mælk eller gylp på. OG mascara. Sgu. 

mandag den 21. oktober 2013

Udsigt med en barnevogn

Kager lidt rundt i det pt. Og så bliver bloggen kraftigt nedprioriteret. 

Her er billeder af pænt nærmiljø; 












torsdag den 3. oktober 2013

Så er det derfor

Lidt svært at søge arbejde når det foregår sådan:


Til gengæld har SødeMand i dag sagt:
"Så er det derfor folk får flere børn lige efter hinanden. Mændene havde glemt hvordan PMS var, og kan ikke klare det"
Vi har ellers undret os over hvem fan der får flere børn lige i rap.

I mødregruppen har vi også overvejet:
a) få barn nr 2 mens barn nr 1 stadig går med ble og skal hjælpes med tøj og mad og alting
b) få barn nr 2 når barn nr 1 er voksen nok til at kaste puder efter ammende mor og stå oppe i vindueskarmen og true med at hoppe ud i bar søskendejalouxi.
c) få barn nr 2 så langt fra barn nr 1 at man aldrig kan tage på udflugt/ferie/hjem fra familiehalløj så det matcher begge børns behov for stimulation kontra tryghed og ro

lørdag den 21. september 2013

Babys første festival


I starten af september kulminerede Sødemands arbejdsmaraton med Food Festival i Aarhus. 
Jeg var medrejsende hustru m. baby.  
Det er en fed festival, også fint med baby, jeg ville nok foretrække at være der med en anden voksen + baby. Altså fordi faderen stod og talte om æbler og blomkål og noget med grundsmage. 
Så jeg tog billeder; 
-okay, så tyrer jeg lige det espressoshot. Det bliver parrrtæi på hotellet i aften. 
-

torsdag den 19. september 2013

Jeg har fået ny mobiltelefon

Ja, altså arvet Sødemands. Business as usual. 
Jeg er nemlig for næring til at smide flere tusinde kroner efter noget jeg, helt ærligt, ikke har brug for. 
Men han har set sig nødsaget til at købe en 5'er, og jeg har så arvet 4'eren. 
Den kan tage edderflotte billeder. 
Har blandt andet taget det her af en græshopperøv: 
Det bedste er dog at den er hurtig, og kan bruge adskillige apps, jeg ikke kunne før. 
Og andre apps bliver bedre. 
Nå: støvsuger venter. 
Min fantastiske baby kan møffe sig hvorhen hun vil, og det sætter krav til gulv-renligheden. 

tirsdag den 17. september 2013

Integration Hill Billy style

Vi er vist flyttet til landet. 
Herren i huset var i netto lørdag morgen. 
Iført trillebør til de tomme flasker. 

Jeg tænkte det var rimelig hillbilly, men muligheden for at møde andre blev begrænset af tidspunket, kl lidt over 8. 

Havde sket ikke overvejet at han ville møde: en anden med trillebør, og en med sækkevogn. 
Vi er integreret! 

mandag den 2. september 2013

Jeg er her stadig

Intet nyt er ...ja, jeg har ikke rigtig haft:
-internet
-overskud
-tid

Sorry.
Har ikke blogget i en måned, men er til gengæld flyttet.
Holy fuck.
Ved ikke rigtigt hvad jeg havde forestillet mig, men havde nok ikke forestillet mig at vi nu en måned efter ville bo i et -1- ! værelse. Jep, alle tre. Vi har sofagruppe, spisebord og senge stående i samme rum, med to sparsomme lamper og intet hængt op på væggene.

Der kommer ikke de store gennemgang af hvor mørkt der var, men vægtilvæg-tæpper i brun/mørkegrøn/anden mørk 70'erfarve, gulvtilloft-gardiner i matchende farve og træpaneler f*cking everywhere. Og 10 kvm uudnyttet skunk på overetagen. Gulvtæppet i stuen var fra 79. I kid you not. Og her har lille, ny hund sprintet rundt og tisset det sidste halve år.
Den gamle dame der boede her har heller ikke rigtigt brugt det der med at lufte ud. Fx var kæmpevindue i stuen ved at dratte ud af rammen da vi åbnede det. Sådan "jeg slipper nu, kærlig hilsen vinduesramme". Shit.
Lad os bare sige her var klamt. Egentlig ikke beskidt. Bare brugt og gammelt.

Her er udemærket køkken, okay toilet (uden bad. Why?), to værelser ovenpå, der har haft besøg af demolition team, en gildesal med porno-bar i kælderen, et rum med badekar(og direkte udgang. Why?) going bryggers samt fyrrum going badeværelse, også i kælderen.

Her skal laves en del. Fx er vi pt i gang med at smadre betongulv og grave 45 cm beton/grus/røvtung-lerjord af i kommende bryggers+bad i kælderen. Og kradse forbandet nivealleringsbeton(noget beton, i hvert fald) af værelsesgulv i stueetagen. Og hive puds, bambuspinde, ståltråd og gamle brædder af ovenpå.
Og vi får besøg hele-goddamn-tiden. Konstant. Det er virkelig svært at lave noget, så. Det er 1-2 gange DAGLIGT i weekenden. Og der skal laves kaffe og panik-opfinde kage-ish, og ryddes op og smile pænt og underholde. Og de er som regel ikke kommet for at bære jord op fra kælderen. Det må være fra nu af.
Skal man besøge, må man knokle eller holde baby.

For, nårh, ja. Baby. Hun er blevet stor og lækker, men desværre stadig for tynd. Prøver ellers at mase ekstra smør ind hvor jeg kan.
Det gør også at man ikke lige kan tage en knokler når SødeMand kommer hjem fra arbejde, for efter kl 18:30-agtigt er det puttetid. Og der går en voksen fra ca hele tiden til at passe barnet.
Som er blevet forkølet, det lille skind. Nårh. Og hun blev vaccineret i tirsdags, så siden da har der været undtagelsestilstand og meget vågne nætter.

Telia havde lovet sprit-hurtigt internet og TV fra i mandags. Der kom så modem-agtigt internet igennem. Det kan slet ikke loade den mindste smule facebook, netflix eller DR. Eller bare email. Og det havde vi ventet 4 uger på. Da vi ringede var de sådan lidt "Nårh-ø, ja-ø. Det er det vi kan levere hvor I bor. Havde vi ikke sagt det? Nårh-ø, ikke? Altså, undskyld, så. Okay, ja, beklager."
Røv.
Men TDC lover at der kommer en mand ud på onsdag og ordner det hele. Fedt! Hvis de holder hvad de lover bliver jeg glad. Og vi kommer til at have hundredetusinde kanaler(okay, så. Men 50, da), og citat:"lynhurtigt bredbånd"den første måned.
Hvad står TDC egentlig for? Kan huske de hed TeleDanmark, men c'et? Arh... communications, ser jeg. Tak, Politiken.

Nå. Skal være husmoderlig og fjerne hirsebrød med banan fra bord, stol og gulv. Og kradse beton af. og evt fjerne klinker fra vægge nedenunder, inden barnet vågner. Og måske drikke en kop te selv.

lørdag den 3. august 2013

Vi flytter

Har:
-pakket hele lejligheden i tusind flyttekasser simultant med babypasning
-fået min mor til at gøre lejligheden rent. Prøvede selv, men der var mere rod der skulle i flyttekass'.
-fået nøgler til hus mens mand var på job. Super mærkeligt at gammel dame helt tydeligt helst ville sælge til min mand. Ikke så feministisk anlagt gammel dame. Hendes svigersøn blev også ved med at forklare installationer og trailer til min handy-handikappede far, der mest var med for at holde barnet mens jeg skulle have huset.
-haft hysterisk, overstimuleret, stresset baby, der ikke magtede mere flyttefis uden ro. Og hulkende ulykkelig mor.
-søgt tilflugt hos mine forældre. Bor i arbejdsværelset med vægtilvæg-madras. Baby har det godt her. Og jeg får masser af hjælp. Og Politiken.
-slagside. Har ikke fået tømt venstre yver siden kl 04:00 i nat.
-løse bukser. Vejer stadig 5 kg mindre end pre-gravid. Kommer de tilbage, eller skal man købe nye bukser?
-det svært med ikke at kunne give en hånd med at flytte kasser ind og male brun stue. Men ved at jeg vil få ondt i hjertet af at udsætte baby for stress.
-åbenbart også købt rød kunstlæder-bar inklusive fake fur plys-stole. Det er sgu okay at de lader baren stå. Den er "nagelfast", så den hører med i købet, men vi havde aftalt at sælger kunne prøve at sælge den. Den står der stadig. Og det gør også alt muligt bar-lir. Spejle, askebægre, Johnny Walker-statuetter, lamper lavet af flasker, den yndige bagbeklædning af spejl-"vindue" med røde-"læder"-"skodder" med indbygget lys, og "himlen" med fastmonterede messingkrus ovenpå der kækt skjuler lys-pærer. Den er helt grotesk grim
-desværre ikke taget billeder af brun stue med gulvtæppe fra 1979(I kid you not), persienner og gardiner der formentlig er fra samme modernisering.
-råbt meget stille "Bye, Bye, Amar!".

fredag den 26. juli 2013

Simple living

Hvorfor er det lige man bor med SÅ mange ting?

Jo mere vi får ud ad lejligheden, jo pænere bliver den. Vi har tyve gange aftalt at bo MEGET mere simpelt når vi kommer ud i huset. Mere luft, mere sort, hvid og natur.
Vi skal heller ikke have flere møbler, bare fordi vi får 100 kvm mere. Kun nogle gamle reoler der pt bor hos mine forældre. Bare så alle bøger kan have plads på en hylde. Og evt noget skab til tøj.

Har fundet på regler;
1) al nips skal som udgangspunkt IKKE være fremme. 18 lysestager i en stue er klart i overkanten.
2) ud med mærkeligt dimmerfnas og udløbede gavekort. Det er vel egentlig bare almindelig oprydning.
3) ting ned i skuffer. Alternativt skabe. Væk og bort fra mit øje med ørenringe, cremer, en gammel hårelastik, hårolie jeg bruger en gang hver 3. uge og andet dims. Bonus: skal ikke ryste ørenringe for støv når de skal bruges.
4) ikke alt behøver være i stuen. Hurra for kælder til skøn- og fag-litteratur, symaskine, printerpapir, gammelt garn og gavepapir.
5) man må godt smide ikkesåpæn, afblomstret pelargonie ud. Den bliver ikke ked af det, selvom den er levende endnu. Den kommer bare i kompostbunken.
6) alle stykker kunst SKAL ikke være på væggen samtidig. Selvom det er pænt. De bliver ikke kede af det, og skiftende udstilling er okay.

Man kan godt høre der er meget gem-væk-plads.

fredag den 19. juli 2013

Overspringshandlinger

Radiotavshed skyldes:

1) Babys ny-e og spænd-end-e søvn-møn-stre. Har lige haft et par dage, hvor jeg kun kunne forstå enstavelsessætninger. Blandt andet grundet en nat, hvor baby vågnede lige lidt oftere end en gang i timen. Så jeg sov ca 30 min i timen. Splørf. Dagen efter var det 5 gange, men nu er vi heldigvis kommet til en relativt fornuftig overenskomst, det tilfredsstiller begge parter, altså næsten.
Tror jeg skal lære at gå tidligere i seng selv.

2) Alle de gamle søndagsaviser man bliver nødt til at skimme igennem når man står og pakker glas ned i flyttekasser. "Næh!, hvor spændende, politikernes mærkeligste gaver, neji, men se, en t-shirt, æbler og børnetegninger".

3) Den væg hjemme hos mine forældre der skulle udspartles, afslibes og tapeseres inden min far kom hjem fra USA. Min mor kan ikke gøre det selv, og det har været megahyggeligt. Der har ikke været tapet på i 13 år, siden mine brødre som små brugte væggen til omfattende udstilling af tegninger og hjemmelavede børne-oversigter over samtlige sportsbegivenheder; Tour de france, VM i fodbold, OL og så videre. Og sådan en lille bitte løs tapetflap er uimodståelig for børnefingre. Rriiiirrtttjjj. Enter tapetløs væg.

4) Haven. Der skal hyppes, vandes, høstes og fanges dræbersnegle. Og med alle de rabarber, hindbær og kirsebær skal der også koges syltetøj, saft og laves romtopf. Som er en herlig sag af rom, sukker og det frugt der nu lige er modent. Man hælder det bare ned i en krukke og glæder sig.

5) Dovenskab.

6) Nye, flotte, dyre ord som tinglysningsafgift og ejerskifteforsikring. Hov, der røg lige 27 tusinde.

7) Orange is the new black på netflix og DR2s programmer om formiddagen.

onsdag den 10. juli 2013

Ligestillingstromme.

Jeg lavede noget andet med fjerneren tændt, og der kørte noget "for lækker til love".
Blev helt forarget da en ung pige blev smækfornærmet over at fyren hun var på date med ikke ville lade hende vinde i komplet latterligt golf-simulator-spil.
For hun var jo en pige, og han ville ikke tabe til en pige.
Samtidig var hun også helt hønsemundet over at han ikke af sig selv fartede rundt og samlede golfbolde op og puttede dem på tee'en(hedder det virkelig det?). Noget med at han ikke var en gentleman.
Kælling. Hun endte også med at give ham et falsk telefonnummer. Fesen kælling.
Det er godt nok et overkonstrueret, prætentiøst spil de spiller på den der datingscene. Godt man ikke skal bruge krudt på det.
Håber det er fordi hun er spejl-blank at hun ikke selv ser hvor dårlig stil det er.

Men det er sgu lidt irriterende.
Så kan vi andre rende nok så meget rundt og spille på sofistikeret ligestillingstromme, insistere på godt at kunne bære flyttekasser, og råbe lige løn, lige barsel og lige så meget lederstilling.

Skal måske ikke råve for højt. Kører rimelig meget 1950'er-stil herhjemme i øjeblikket. Men det er alt andet lige praktisk at brysterne er hjemme når barnet skal have mad.
Og jeg glæder mig vildt til at komme hjem fra arbejde og nogle andre har haft babyduty. Også meget nemmere at putte et bryst i munden på barnet end at skulle koge grød og mos og fodre og tørre gulv, bord og stol af og spule barn rent efterfølgende :-)

tirsdag den 9. juli 2013

Floooot klaret!

Helt hypotetisk;
Der er en familie, de altid har været overvægtige. Fx, helt hypotetisk, mor, far og 3 børn. Alle sammen rimelig store. De 3 børn vokser op og bliver relativt forskellige. 

Mellemsøster(nej, ikke Mellemøsten, fjollede autocorrect) kommer efter gymnasiet på højskole(fxsammen med mig), og flytter derfra til København, og ikke tilbage til landet i Nordjylland, hvor hun ellers har boet. I København læser hun, bliver uddannet, får job og taber sig 30-35 kilo over 7-8 år ved hårdt arbejde, virkelig meget træning, endnu mere træning, den helt rigtige kost, og en meget detoxet krop, der heller ikke får sukker i colaen, og passer meget på med alkohol. Hvilket er rimelig svært hvis man også synes det er sjovt at gå i byen, når nu man er single, ung og smuk. 
Storebror bliver landbrugsarbejder i vestjylland, og får ikke rigtig taget sig sammen til at tabe sig. 
Lillesøster bliver i Nordjylland, længe hos sin mor, siden i Ålborg, og får ikke rigtig taget sig sammen til at tabe sig. 
Moren og Faren har lidt svært ved at synes det der københavnerliv er spændende. Og tager ikke rigtig del i Mellemsøsters liv. De har jo også Lillesøster og Storebror meget tættere på. I den lille landsby bliver Mellemsøster opfattet som hende karrierekvinden der fravælger børn, og dyrker caffelattelivet og karrieren. "Du er ligesom hende der Nynne!" 

På et tidspunkt får Lillesøster den ide, at dét dér gastric bypass er en god ide. 
Moren synes også det er en god ide. 
Sundhedsvæsenet synes ikke at Lillesøster er tyk nok til det, det er muligt for hende selv at tabe sig, så de afslår. 
...
Moren bestemmer sig for at investere sin datters fremtid, og sponsorerer en rejse til et benelux-land for at få foretaget indgrebet. 
Mellemsøster synes det er en dårlig ide. Hun har selv haft svært ved at identificere sig med sin nye krop, og glemmer tit at hun ikke er så stor mere, og er bekymret for lillesøster. Både med indgrebet og det psykiske. Der må vel være en grund til at det danske sundhedsvæsn afslår. 
De tager afsted, bliver opereret, og kommer hjem. 
Et par måneder senere tager Moren og Lillesøster med Storebror afsted og får lavet en operation på bror.  Og mener nærmest det er forrædderi at Mellemsøster ikke tager med for at støtte. Beslutningen bliver taget hurtigt, og Mellemsøster skal på arbejde, og gider egentlig ikke sidde på et tarveligt 
hotelværelse og støtte noget hun ikke støtter. 

Storebror og Lillesøster taber sig hurtigt, og det er dejligt. 
Mellemsøster bliver bare ked af det, når hun hjemme i Nordjylland skal høre på;

Lillesøs; "arhj, prøv lige at se, det er en meeedium, den kan jeg passe, arhj, hvor vildt, skal du ikke også prøve den, hva, Mellemsøs?". 
Mellemsøster ved godt hun er en L. 
Lillesøs efter tur på badeværelset; "jeg var lige på vægten, der røg sgu et kilo mere, ti hi, hvor er det bare sjovt"
Eller ved hvert måltid " nej, nu kan jeg hellere ikke spise mere","jeg kan jo ikke spise så meget med min nye mave","puh, jeg skal jo også vælge hvad jeg vil spise, jeg kan jo ikke vælge det hele"... Og - så - fucking - videre. 

Det sværeste er at Moren bliver ved med at sige "Hvor ER det FLOT, at de har tabt sig så meget. IK-Å, Oluf. Hvor ER DET FLOT!!"
Så synes Mellemsøster det er stregnt. For det er sguda ikke en skid flot. Og Moren har aldrig rost Mellemsøs for det benhårde, langstrakte forløb hun er knoklet igennem. Og de 30 kilo hun selv har tabt.

Nå, men - igen - rent hypotetisk! -hvem er det så mest "flot klaret" af? 

fredag den 5. juli 2013

Er det morgen nu? Det er lyst!

04:10
Baby vågner
04:13
"Er det morgen nu? Hmm. Min ble er våd og jeg er sulten; MOOOAAARRR!!!"
04:14
Moren vågner
"Okay. Her er tør ble og masser af mad. Hold kæft, hvor er jeg træt"
04:35
Baby er blevet færdig med at spise og falder en lille smule i søvn. Hun bliver meeeget forsigtigt listet over i egen seng.
04:36
Pling! Baby vågen. Er det morgen nu?
Mor: shhh. Sov nu. Det er nat. Og mor er træt!
04:49:
Shyyyy! Sov nu, altså. Og du må ikke vække far.
04:57:
Okay, så kom over til mig, så holder jeg lidt om dig til du sover.
05:04
Hvad er det, hva? Skal du bøvse?
05:15
DINGERLINGERDINGERLING!!!
Baby: Godmorgen, far. Vil du også være med til fest? Er det morgen nu?
Iiiih, arhj, kild mig igen, far! Og jeg vil også kysses på næsen!
05:23
Far i bad.
Mor: Okay, baby! Nu får du lov til at ligge i den store seng og æde dig i søvn. Så opdrager vi en anden dag.
05:40
End-e-lig.
Zzzzz.

08:12
Brruuuuut!
Baby: Wohooo! Jeg er vågen igen. Og har skidt, hurra! Er det morgen nu?
Mor: Hrmpf. Hva? Suk. Ja, nu er det morgen.

lørdag den 29. juni 2013

Babyspam: Hvordan man får vendt et babyhovede.

Jeg har en sød datter.
Også en temmelig bestemt datter(hvor min hun får det fra?).

Hun har fundet ud af hvordan hun vender sig mave-ryg og ryg-side. Og hvordan hun kan møffe sig rundt i landskabet når hun ligger på ryggen.
Så man kan sagtens lægge hende midt på noget yndigt lammeskind(inkl obligatorisk stofble henover), og tænke, at der bliver hun nok.
(som sheriffen i BBC-Robin Hood på netflix siger):
A clue: ... No!
Se flot billede nedenfor med sanse-stimulerende gynge(har vildt lyst til at krølle mig sammen på den selv, men den gamle lampekrog den hænger i kan ikke holde).

Hun har haft en yndlingsside at have hovedet til når hun sover, og fordi sådan en str. 3 måneder sover rimelig meget samtidig med at hovedet prøver at finde en god form at vokse til i, er det med yndlingssiden ikke så godt.
Fordi hovedet simpelthen bliver skævt.
Derfor er det også en af de ting sundhedsplejersken tjekker når hun er på besøg, og en af de ting der kan give en førstegangsmor rimelig dårlig samvittighed i kategorien "åh, nej, nu får hun slagside når hun bliver stor, og det er min skyld".

Der er mange råd til hvordan man undgår dette.
Blandt andet adskillige af den mere opmuntrende og motiverende type;
- læg en sjov bamse til den anden side.
- skift mellem enderne i sengen, så barnet ligger med begge sider mod forældrene/lys/lyd.
- læg et tørklæde eller andet der lugter af mor til den anden side.

Ja, right, min lille skildpadde hopper ikke på den slags.

Så er der de lidt mere insisterende;
- læg noget tungt (sok fuld af ris) hen til hovedet så barnet ikke kan skubbe det væk
- læg noget hårdt/ubehageligt hen til hovedet så barnet ikke lægger hovedet til den side.
(- vend barnets hovede (der vender det tilbage-vend det igen-det vendes tilbage-vend det igen ...). En tålmodighed- og overskuds-dræbende metode hvis også barnet vågner og er vredt hver gang. Og det lige tager 20-25 min mere at få ungen til at sove igen. Hver gang. )

"Ha! Jeg rykker da bare lidt til den anden side og maser hovedet ned så næsen ligger lige ind mod den hårde plastikting. Kom med en udfordring!"

Ja, mit barn: her kommer det så;

- barnet lægges til at sove på siden(ellers semiforbudt), men et tæppe skubbet ind under ryggen, op ad lift-siden. Når barnet så sover (dybt), hives tæppet forsigtigt ud, så kroppen glider ned (og ligger korrekt på ryggen), men det tunge hovede vendes ikke med rundt. Hurra! Det har virket for mig.
Og lige om lidt har hun også lært at bruge sut. Basta. Har fandme brugt en formue på sutter efterhånden.

onsdag den 26. juni 2013

Og tillykke med huen og guldstjernerne.

Mine gamle elever har lige været til eksamen.

Det blev sgu godt.

karakter
Halvdelen fik 12.
70% fik to-cifret karakterer i den gode ende af skalaen.
To kursister fik 4 (og var virkelig glade)
En enkelt fik 02. En ellers dygtig elev, der bare virkelig ikke er særlig god til at gå til eksamen. Ret synd, altså.
Der er så mange måde at præsentere tal på. Den ene mere misledende end den anden.

Jeg er sgu stolt af dem. 
Der var en meget usikker elev, der har haft meget at kæmpe med, der omkring jul kom til mig og spurgte om det var muligt at bestå sin HF hvis man dumpede enkelte fag, men bestod i det store gennemsnit. 
"Det gør du da ikke, Anders"sagde jeg, menende dumpe biologi. Han var lidt usikker på det. 
Han fik sgu 10. Hurra!: I told you so.
Guldstjerner til jer alle! 
Og tillykke med huen, 59-årige (næsten)-ex-alkoholiker (der mest er der for at gå til noget i dagtimerne, når man nu ikke kan finde et job).
De fleste VUC-kursister har andet og mere at kæmpe med end skolebøgerne. Til gengæld har de som regel overstået de værste identitetskriseår.

Og vildt hyggeligt lige at mødes med sin barselsvikar, der selv skal på barsel efter sommerferien(hvor er vi frodige).

mandag den 24. juni 2013

Update på bål, baby og babser


Sankt Hans:
Der er altså forskel på at lave bål og brænde diverse have-affald af.
Bål er noget med pæne flammer, tørt træ og kontrol. Når det er alt nyafklippet hæk fra hele parcel-liguster-kvarteret, det bare er smidt i en bunke med friske blade og det hele, og det ryger ad helvede til, så brænder man bare lort af. (hilsen spejderen)

Baby-truth:
Jo friskere man er, jo nemmere er det at falde i søvn. Sad but true.

Grimme navne:
Der er åbnet en hundesalon(gud bedre det) i nabolaget. Den hedder iGucci(føj). God nok udtales det ii-gutji, og ikke aij-gutji (ligesom aij-fåun(iPhone))(dobbelt-føj), men alligevel...

Pligt-fest(hence stilhed på bloggen):
Babybarnet blev døbt i lørdags. Godt det kun er en gang. Selve dåben i kirken var ret fin. Men festen bagefter... Jeg gør det aldrig igen(i hvert fald ikke med det her barn).
- Vi holdt det på cafe i indre by. Og lorte-kommentator til nogen-der-hopper-i-vandet-fra-operaen blev ved med at skrige så højt at mit barn ikke kunne sove.
- Gran-tante-uden-situationsfornemmelse bortførte mit barn, hev hende rundt mellem 70 mennesker og ville vise sin søn(der skal være far) hvordan man holder et barn. Træn med nogle andres børn, evt en dukke. Og du skal kraftedme ikke tage mit barn uden at spørge. Hun får ALDRIG mere en invitation til NOGET. Hun overskred så mange af mine grænser at jeg lå vågen om natten og kørte mig selv op over det.
- Da jeg var færdig med at amme, havde de spist al jordbærtærten. De var 65, der var lavet beregnet til 80, og de åd fandme det hele. Hverken jeg eller sødemand fik noget. Kamp-egoister.

Amning i offentligt rum:
Egentlig burde det have et helt indlæg (amme-indlæg, ha ... ha), men det blev det ikke til i denne omgang.
Min helt egen hjemmebryggede teori er at samfundet(hit med kæmpe-generalisering) er blevet så klinisk rent at det virker helt grotesk at udstille kropssekret i offentligt rum.
For det er jo dét det er. Kropssekret. Altså mælken. Men noget så ur-menneskeligt er altså lidt for meget. Ligesom skredesekret, slimhinder (i tarm, næse, mund, svælg, luftveje etc), fodvorter, kropsbehåring(også omkring endetarm hos kvinder), betændte hårsække, skæl, svamp, sved, savl og menstruation. Som nybagt mor er man bare blevet gennembevidst om alle kroppens funktioner, og(ligesom medicinsk uddannet personale) kommet til at synes at det er helt naturligt(oh ak og oh ve).
Men når andre bliver konfronteret med lækkende bryster, falder det dem for brystet (pun intended :-) ).
Min mand mener at 1) mænd får frataget deres illusion om at kvindebrystet udelukkende er skabt til mandends leg og glæde og 2) midaldrende kvinder i ren og skær misundelse over mistet frugtbarhed bliver knibske, puritanske og hønserumpemundede. Sjovt nok de samme kvinder der glædeligt rendte rundt med hoppeboldene fremme i de frigjorte, friske 70'ere.
Men der er altså forskel på bryster. Dem på busserne uden mælk (kom og få lavet plastik-bryster-reklamen) er åbenbart meget mindre forargelige end rigtige, almindelige kvindebryster med mælk.
En helt anden hypotese er at cafe-ejerne ikke kan se det fede i at få besøg af 5 mødre inkl 5 børn, der fylder det hele, larmer, sidder der i 7 timer og bestiller 5 kopper urtethe, og brokker sig over at der ikke er noget puslebord.
Der er nok noget om alle teorier.
Men jeg ammer også riiiimelig diskret, og tager ikke mit barn med steder, hvor der primært bliver serveret guldøl.


fredag den 14. juni 2013

Nåmen, så bliver det bare noget hvidt fra hå-å-æm

Havde lidt tænkt at bette-fisen skulle have en dugfrisk body på til sin dåb, efter den stivede, blonde-kjole syet af hendes tipoldemors brudekjole.
Jep. Både min mormor, mor og jeg selv er blevet døbt i den (og min ene bror, og en håndfuld af mine fætre og kusiner).
Så selvfølgelig også barnet.
Havde også tænkt
"Dét dér molo, det er ret sejt"
og fundet den her:
...
Er I klar over hvad sådan noget koster?
Tohundredefåggertredve kroner... 230!
Prøvliåhørher: Det er MAX en halv kvadratmeter stof og 4 trykknapper. 
ja ja ja: design, produktion, transport, marketing, salg, emballage etc. 
Men lige dér, midt i butikken, der blev jeg sgu nærig. 

Specielt fordi vi har rigeligt tøj til hende i forvejen. Vil hellere spare pengene og skyde dem af på noget hun rent faktisk har brug for. fx noget flyverdragt til vinter (som koster mere end pæne vinterstøvler til mig selv + nyt hår).

torsdag den 13. juni 2013

Dansk, kulinarisk sommer-5-kamp

Har været på ferie. I sommerhus. Inkl vaskemaskine, ordenligt bad og køkken og fornuftigt baby-sove-arrangement.
Og i denne forbindelse er vi(mor-far-barn-opstilling) kommet et godt stykke ad vejen mod medalje i dansk, kulinarisk 5-kamp(barn mest som heppekor);

Fjordrejer (m citron, mayo og dild)

Nye, danske kartofler (m smør og dild)

Danske, økologiske jordbær (m fløde)

Hvide asparges (sygt friske, danske og lyngrillede)

Koldskål

Man kunne også have tilføjet: rabarber-lagkage, grillet altmuligt, friskrøget makrel nede fra havnen, vaffelis og så videre.
Men de 5 vindere er ovenstående.
Vi mangler bare at piske en hjemmelavet version af punkt sammen, så er vi i mål. Selvom Thises er god.
Og snart er der hyldeblomster (ned i pandekagedej og gas med flormelis).

Har haft virkelig dejlig ferie.

onsdag den 29. maj 2013

Andre folks dårlige humor

Ja, for det kan jo ikke være mig der er off. Eller ingen humor har.

Nu, med barn, er der dukket en hyleskæg joke op:
Når man siger "Hej, lille skattemus" eller "hvor er du en fin og dygtig pige" til sin datter, siger onkel-agtige mænd "Hej, tøhøhøhø", eller "Tak skal du da sørme ha, tøhøhøhø"
... Newsflash: ikke sjovt.

Når voksne laver tøhøhøhø-jokes på børn er det endnu værre.

Da jeg var lille, var jeg en gang hjemme hos Ayoe og spise, og hendes far var vist en rigtig vittig en:
Mig: " må jeg bede om vandet"
Faren: "be' er noget man gør i kirken"(udeladt tøhø, men i min erindring erstattet af pinlig tavshed).

Hvad fanden skal en pige på 9(-ish) stille op med det?
Voksen-mig ville sige noget a la " ja, der beder man gud om noget, det kan man også gøre udenfor kirken, men NU beder jeg DIG om vandet. Du forveksler "at bede til gud"(hvor man også anmoder om noget) med at anmode dig om du kunne ulejlige dig til at række mig vandet.... Klaphat!"

Da mine forældre gik og lagde an til at bygge ud, var onkel Per også rigtig vittig. Mit værelse skulle være der hvor garagen var:
Onkel Per, hver gang vi mødtes, også laaang tid inden påbegyndt byggeri: "Nå, er du så flyttet ud i garagen endnu? Tøhøhøhø"

??? Jeg var 11 på det tidspunkt.
Hvad svarer man? Ud over "Er du dum, eller hvad?" og det gør man ikke, når man er fornuftigt opdraget.

Suk.
Kan vi aftale at det stopper?
(er ellers ganske glad, omend lidt træt)

mandag den 27. maj 2013

urban gardening extreme

Shit, det bliver efterhånden ret forudsigeligt, på den småborgerlige måde.

Har lagt kartofler, sgu.
Vi har jo købt et hus med have til, og da sådan nogle er lidt nøjeregnende med hvornår man planter/sår/lægger ting der skal gro, har far-mor-barn-opstillingen været i forstæderne og lave havearbejde. med en gartner under den ene arm, og bog om selvforsyning under den anden.

Der nævnes i flæng: kartofler, alm løg, hvidløg, skalotteløg, porrer, tomater, squash, hvidkål, grønkål og rosenkål.

Bliver også helt kulret med tanker om lyst, venligt børneværelse og roligt soveværelse i blød flødehvid og mosgrøn.

Jeg skal udover hvad andre tænker er godt for dem, og mærke hvad der er godt for min familie. Og det er helt sikkert græs, ro, nærhed og praktisk hverdag.

torsdag den 23. maj 2013

Hvorfor mødregruppe er godt (og galde)

Når man er på barsel kan det godt være rimelig frustrerende at blive sat udenfor sit normale liv.
Kan fx overhovedet ikke tale med om nogetsomhelst. Altså udover baby- eller huskøb-relaterede emner.

Ved ikke hvad der sker ovre i forskningsverdenen, har ikke nogen elever at tage til eksamen, har ikke rigtig sommerferie (jo, en uge i sommerhus jeg glæder mig helt vildt til), og har ikke rigtig været i byen inkl drinks siden nytårsaften 2011-2012.

Derfor er det også godt at have en mødregruppe.
Der gider høre på alt ens bavl.
Og har lige så meget selv. Er faktisk sikker på at alle andre ville være ligeså interesserede i bleer eller sutteflaskesutter hvis det kunne redde deres nattesøvn, efter ikke at have sovet igennem i 3-4 måneder.

Er også virkelig beroligende at de andre også har et par not their brightest moments.
Jeg var jo ganske ulykkelig da lillen trillede ud af liften og ned på gulvet.
Der er endnu en trille-ud-af-lift-ned-på-gulv, en klip-i-finger-ikke-i-negl og en sæbe-i-øjet-historie i gruppen ind til videre. Rart.

Der også nogle der på mads&monopolet-manér kan svare på hvad man gør, når biologisk nissefar og ko(st/n)en afslører at de HAR købt sølvbordflagstang OG indgraveret navn på "jamen, det fik vi gjort så snart vi fik det at vide"-måden. Og man ved det er en "piet hein"-en, som man synes er grim. (nissefar sagde forresten ikke noget. Det er ko(st/n)en der taler for dem begge.)
Andre highlights fra ko(st/n)en:
-jamen, det har vi jo gjort til alle børnebørnene(lillen er kraftedme ikke dit barnebarn!!!
-jamen, så må bedstefaren da gå før (vrængende)"nogle mostre"(til udsagn om at de har en tradition i faderens familie om at mostre giver flag til hinandens børnebørn(og faktisk har spurgt hvilken flagstang vi synes er pæn!))
-jamen, så må vi jo se om hun vil have det, det er jo (vrængende:) lyserøødt (til noget tøj jeg er 90% sikker på at fisen aldrig kommer i (og hvorfor skal jeg altid omtales i 3. person når jeg er til stede?), jeg sagde dog tak(flot))
-nåmen, så tager vi lige det her(til opvask i mit køkken(fingrene væk! Hun overskrider totalt mine grænser)
-nåmen, det må vi så åbenbart ikke(sur hønsemund(pas på jeg ikke klipser den sammen med hæfteklammer))(til relativt høfligt afslag på opvaskehjælp).
-så kunne vi jo hente dig og køre ud og se det nye hus, og spise frokost et eller andet sted på vejen, ja altså hvis du har sådan en til at sætte hende i(menende autostol)(dropdead-heldagsprojekt, godt svigerfam bor på vejen, så kan de redde mig)

Ja, de var lige på tvangsbesøg. Og ko(st/n)en sætter altid mit pis i kog. Puuuuha. De havde også højlydt spillende, roterende uro med. Og forventning om utæmmelig begejstring.


Ej, altså; undskyld al galden og de mange parenteser. Der mangler nok nogle: ()(((())). Indsæt selv :-)

fredag den 17. maj 2013

Det havde jeg måske ikke tænkt nok over

Er rigeligt ny i gamet.

Har lige fået en besked på telefonsvareren a la "hvem koordinerer gaver til barnets dåb"?

Det ved jeg sguda ikke.
Er i gang med at finde ud af hvad hun ønsker sig. Ud over mad, tør numse, søvn og en god bøvs.
Tiden er ikke ligesom til at man ønsker sig HCAs samlede værker. Dem der der vel egentlig ingen der gider høre som godnathistorie mere. Undtagen max stimulerede, violinspillende, fransktalende overklassebørn der aldrig er faldet og skrabet knæet fordi alt er beklædt med fløjl.

(Nogen sov ikke rigtig mere end 30-40 minutter ad gangen hele dagen i går. Nogen andre var meget trætte hen ved 23.30-tiden, da der endelig var ro i lejren)

Nå. Må hellere lave en ønskeseddel på mit barns veg(j?)ne.

Ved kun at de der herstal-grimme forsølvede bordflagstænger ikke så gerne må bo hjemme hos mig. Så hellere noget der er ægte, grafisk rent i stregen eller noget "jeg ligner en rigtig flagstang".
Magter heller ikke grim sølv-ramme

fredag den 10. maj 2013

Vild fredag aften

Engang var fredag aften noget med at sortere i mulige fester/fredagsøl/happyhour på kassen etc. Eller overveje om man i virkeligheden var for smadret efter tusind timer i lab og endnu flere på læsesal.

Endnu før var det noget med at sidde på sit værelse, høre noget "sejt" musik og lade som om man nok skulle til fest lige om lidt. Bare fordi det ville være megafedt. Og håbe der lige pludselig kom en sms på Ericsson-mobilen så stor som en mursten med "fest ovre hos Janne" eller bare om man ville med i biffen. Den mobil med antenne, hvor man skulle trykke 40 gange for et punktum, og fik en rapport hver gang man havde sendt en sms.

Lige i dag er fredag aften en hvor man ville ønske man sad på wagamama, havde fået noget let, frisk, spicy etellerandet med en øl til, og så tog videre til halvanden drink eller øl. Sammen med 3-4 pissegode venner. Fx Malene.
Kunne godt kickstarte noget ansvarsløst druk der ender i kebab og cola og småtømmermænd, men ville også være kæmpetilfreds med waga, 2 øl og cykeltur hjem.

(Har ikke cyklet i noget der minder om 3 måneder. Har ellers tidligere været oppe på omkring 100 km om ugen. Man smider jo ikke ligefrem et spædbarn i cykelkurven.
Har tilgengæld gået meget. )

I dag er fredag aften noget med at glæde sig over at lillefisen er megadygtig til at falde i søvn selv, i egen seng(hun er simpelthen jordens dejligste unge). Og ærgre sig lidt over at snacks i hytten pt er mandler og tørrede abrikoser. Og nogle stenhårde skum-bilar. (kan desværre ikke spille vendespil med sødemand. Han arbejder. Alle mulige venner laver noget sjovt med FDF, er til polterarbend eller på masser af dates. Ingen står i kø til stille hjemmeaften uden vin).

Det ser sårn her ud:

Drukner lidt i bleer og gylp.

Ej, altså.
Jeg er rimelig ujævnt bloggende i øjeblikket. Undskyld.

Den skønne barnefader arbejder rimelig meget i øjeblikket, og det gør at jeg er lidt mere på babyduty end ellers.
Hun sover da også masser af lure, bevares, men blogging kommer altså rimelig langt nede på prioriteringslisten. Øverst befinder sig fx. tisse, og kort efter spise. Ofte også tøj-på og sådan noget.

I går også vaske-tøj. Hvilket var lidt omstændigt. Lidt mere end ellers, når baby nu insisterer på at få mad når det er tid til at tømme maskinerne, for det er faktisk en andens vasketid.
Fik vist egentlig ikke børstet tænder i går.
(og alle mine venner laver sjove ting med FDF)

Overvejer kraftigt at tage lillefisen med i svømmehal. Skal have købt nogle skidesikre badebleer til damen. Og finde ud af om der findes svømme-ammeindlæg ??!?!. Eller plasker man bare rundt med to hvide strømme efter sig? Selvfølgelig langt mindre klamt end lort.

torsdag den 2. maj 2013

Meget voksen, lige pludselig

Jøsses.
Oveni amning og efterfødselsgymnastik og nakketræning og dåbsplanlægning har vi vist lige købt et hus.
Stadig lidt vildt at nogen vil låne os 2,5 million når jeg ikke har et arbejde lige om lidt.

Har længe været træt af bandeagtige grupper af unge drenge med store jakker og dårlige klipninger. Og vaskekælder ned ad trappe-over gården-ned ad trappe, folk der larmer når jeg vil sove, langt op ad trapper med baby og lift og indkøb, 59 kvm(inkl bagtrappe og fortrappe og minimalt køkken og bad)osv.
Er ikke træt af H&M, føtex, Irma, cykelsmed, riccos, matas, vero moda, skobutik, mødrehjælpen, stof 2000, apotek og netto inden for 5-8 minutters gang. Og veninder, barer, biografer, restauranter flere butikker indenfor 15 min på cykel.

Og sødemand er ved at kløjs fuldstændigt i by og brosten. Og vil bare gerne have noget at save, bore, skrue, grave, plante, beskære i.

Men man kan jo ikke få det hele.

Andelen skal lige sælges, men ellers har vi vist købt hus.
I trygt landsbymiljø med blinde veje, masser af (andre) børn, 200 meter til netto og daginstitution, og rent faktisk i nærheden af noget s-tog. Og tæt på babybarnets bedsteforældre. Alle 4 af dem. Tænker hun bliver glad for tæt kontakt, og vi bliver glade for nem hente-hjælp.

Om 3 måneder. Så skal jeg have kørekortet op af lommen og bruge det.
Og bruge hele august og Indian september i haven.

fredag den 26. april 2013

Danmarksmesterskabet i Procrastination

Overspringshandling for the win.
For fan, det er dumt.

Mens resten af Danmark er til Konfirmation(Hurra med bumser) og æder sig smælderfede i hveder, sidder jeg og skriver undervisningsbeskrivelse for Biologi B-niveau, selvom jeg gik på barsel for 2,5 måned siden.

Nårh, ja. Har måske ikke rigtigt fået lavet den siden. Ej heller inden.

Håber bare baby tager en ordenlig middagslur, så jeg kan få lavet lidt (ud over liige at gå i bad... og åbenbart også lige blogge lidt). Har fandme lyvelovet den færdig i dag. Og jeg kan jo ikke engang lave den i nat. Der er jeg også på mælkeduty (og bør altså sove. Ellers kan det være andelsmejeriet strejker).

Tumpe.

torsdag den 25. april 2013

Barselsliv.

Halløj igen.

Hov... det blev pludselig torsdag.
Dagene snubler over hinanden for at nå at komme først. 1/4 af min barsel er allerede gået. Det er jo sindsygt.
Der sker egentlig meget og ingenting samtidig, og det er ret mærkeligt.

I mandags var jeg til mødregruppe om formiddagen. Det gik egentlig ret godt, og de andre var fine, fine kvinder. Jeg havde frygtet at måske i hvert fald en del af dem ville være meget amageragtige på fordomsmåden.
Men det er jo kun fordomme, for selvom der er masser af muskelhunde, solarie-bruninger, extensions og ekstrabladet på amager, er vi i hvert fald 4 ud af 6 der har lange, videregående uddannelser.
Og de virker altså alle tiders. Nå. Der kommer nok mere om dem. Vi skal være hos mig næste uge, og jeg har da mest lyst til at fremstå klogere, sundere, pænere og lidt mere overskudsagtig end jeg egentlig er. Men vi HAR aftalt at sådan skal det ikke være.

Mandag eftermiddag fik babybarnet en hudafskrabning i panden, og jeg ringere opløst af gråd og i panik til sundhedsplejerske, der bad mig ringe til læge, der bad mig tage på skadestuen.
Hvor de heldigvis var søde og overbærende overfor sådan en førstegangsfødende med panik på.
Der står også som det første i skadejournalen : Mater grådlabil. Oversat: Moren græder hele tiden.
Det værste er at jeg ser farer alle steder, og ikke rigtig stoler på mig selv længere. Det var jo mig der skulle passe på hende.
Men det arbejder jeg på.

Så har babybarnet haft et par dage hvor hun ikke kunne finde ud af at falde i søvn. Det er lidt pres.

fredag den 19. april 2013

At få baby til at sove.. . .

Det her er starten på et post jeg begyndte på i forgårs:

"Det at babyen hyler er noget med mentalt udviklingsspring. Det er okay.
Rart at vide at det ikke er noget man gør eller ikke gør. "

Babybarnet hyler mest om aftenen, når hun bliver overtræt og ikke helt kan finde ud af at sove. Rimelig pres.

Man finder på mange ting:
- sang bl.a. "i like to move it, move it" en 25-30 gange i går, for det hjalp.
- bar baby på pusleplads og hårtørrer på lavt luftblus og lunken luft (hun stoppede med at hyle, men begyndte igen da hårtørreren slukkede).
- har også kørt tur i bilen på den smådesperate måde. Bare rimelig provokerende når babyen så vågner ved at blive båret op i lejligheden. Der er også den ulempe at hun skal ud ad autostolen.
- barnevogn-udenfor-simulator: lift ovenpå lidt forskelligt sammenkrøllet tøj i sofaen, så den kunne vugges lidt bumlet, og et vindue åbent lige ved siden af.

Det sidste virkede ret godt. Hun faldt faktisk i søvn. Og så kunne liften bare sættes ind i sengen.

Krea-supplies, lækre papirvarer

Alle dem på over en meter herhjemme er ret vilde med kvalitetspapir.

Og i går var vi på tur efter babybarnet havde været hos lægen og blive vejet. Ungen har taget 40% af sin fødselsvægt på, og vokset sig 20% længere.

Men;
Gemt i Farvergade bag Københavns rådhus ligger Tutein und Koch.
Billederne jeg fik taget yder slet ikke retfærdighed til det fantastiske sted.
Jeg klappede i mine små, fede barselsfingre.
Der var farvet tape, manilamærker i forskellige farver og størrelser, lækre papirmapper og kasser, tuschpenne, farvekridt, tykt papir, kuverter, klips, linealer, og tusind andre ting. Selv plexiglas i forskellige farver, og tynde ark af træ. Det må være arkitektens paradis, og man kunne også købe små træer og grønt skum til at lave græs og buske med, når der laves modeller.

Jeg købte en fin, kvadratisk bog(sort med hvide sider), lidt virkelig fint tape med mørk magenta/grønne prikker og tre skrivepenne til at lave babybog med.

Er rimelig vild med den forretning, og kan nok godt komme til bare at tage derind og glædes, og måske købe en blyant eller et par kuverter.

Og de har 10% i studierabat.